Danmarks længste og grønneste bus har fødselsdag
Hjulene på Plusbussen har nu drejet rundt i et år. Den har kørt mellem øst og vest – og gennem hele byen.
Knap tre millioner har rejst med, og uge for uge bliver der slået nye rekorder. Fredag i uge 37 tog over 15.000 passagerer Plusbussen, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Den 23. september 2023 rullede Plusbussen ud i Aalborgs gader. Dermed var Danmarks første BRT-løsning (Bus Rapid Transit) med de knap 25 meter lange el-busser i egen busbane en realitet. Aalborg blev samtidig den første større danske by, hvor al bybustrafik var omstillet til el.
Kær bus har mange navne
Især om fredagen er Plusbussen eftertragtet, og den kører ikke kun aalborgenserne til og fra job eller uddannelse. Plusbussen er nemlig også en kulturbus, en naturbus og en sportsbus, som bliver brugt flittigt i fritiden. Mange passagerer står af i midtbyen, og specielt ved sportsarrangementer i Gigantium er busserne fyldte.
Særligt de studerende har taget godt imod Plusbussen. I ugen med studiestart var der flere dage med over 14.000 passagerer, selvom det var godt cykelvejr. Den rekord blev slået fredag i uge 37, hvor mere end 15.000 passagerer tog Plusbussen.
Mindsker røg, støj og møg
De i alt 13 Plusbusser, som hver har plads til over 150 passagerer, både larmer og fylder mindre i bybilledet end det tilsvarende antal biler, hvor der ofte kun sidder én person i hver.
Foruden Plusbusserne er der 107 bybusser i Aalborg, som kører på el. Det er den største grønne totalomstilling af bybusdrift i Danmark.
Kommunens bybusser udleder nu 7.000 tons mindre CO2 om året og er både fossil- og emissionsfri.
Næste stop: Hospitalsbyen
Regionsrådsformand Mads Duedahl ser fordele ved Plusbussen, som rækker ud over kommunegrænsen. Den styrker nemlig de gode forbindelser og understøtter dermed mobiliteten, sammenhængskraften og udviklingen i hele Nordjylland.
Mads Duedahl er især glad for, at ruten nu går helt ud til Hospitalsbyen. Han fortæller:
- Siden slutningen af august har Plusbussen kørt fra universitetet og videre til Hospitalsbyen. Her er arbejdspladserne så småt begyndt at flytte ind, og flere følger i 2025. Ambulante patienter til Diabeteshuset og studerende, som læser sundhedsvidenskab, kan allerede nu tage Plusbussen.
Regionsrådsformanden forventer endnu flere passagerer, når sygehuset åbner for patienter i 2026.