Billede beskrivelse

Cyklister skal ud på omvej

Når rundkørsel ændres til signalanlæg bliver strækning på Universitetsboulevarden træls, mener cyklistforbundet

23. februar 2023 kl. 17.38

AALBORG: Planerne om at ændre en af Aalborgs mest befærdede veje og erstatte de nuværende rundkørsler med signalanlæg, vækker ikke uddelt begejstring i den lokale afdeling af Dansk Cyklistforbund.

Her er man ganske vist glad for de mange forbedringer, der kommer til at ske på den del af Universitetsboulevarden, der ligger længst mod øst, men forholdene omkring krydset ved Circle K og Gigantium får ikke mange rosende ord med på vej.

Ifølge formand for cyklistforbundet Mike White vil cyklister, der skal ligeud fra øst til vest på denne strækning af Universitetsboulevarden, nemlig fremover ud på en omvej via Gigantium. Og det finder han hverken smart eller bæredygtigt.

- Skal man til højre op af Hadsundvej - hvor det fungerer godt og har gjort det i mange år - kommer man til at skabe en ekstraordinært besværlig situation for de cyklister, der skal videre langs Universitetsboulevarden mod Grønlands Torv. Og det risikerer desværre til at gøre det utroligt "ikke attraktivt" at blive cyklist på den strækning i fremtiden, påpeger han.

Han har selv været ud at prøvekøre ruten, og noget af det, der falder ham for brystet er, at Vejdirektoratet vil have cyklister, der egentlig skal ligeud, ud på en omvej via Gigantium.

- Det er ikke alene omkring 100 meter længere. Det er også en meget kringlet og stejl strækning med to lyskryds, der i bedste fald tager 3,5 minutter at komme igennem, inden man er tilbage på rette spor, forklarer Mike White.

Cyklistforbundet har blandt andet rejst spørgsmålet på et møde med Vejdirektoratet i sidste uge, og derfor er  projektleder Peter Lund Hansen godt klar over, at det ikke er alle cyklister, der mener, det er smart, at de fremover skal rundt om Gigantium for at komme ligeud.

- Men det er ærligt talt ikke noget, vi har ment, var et problem, for der er jo andre sikre muligheder for at komme gennem krydset og over motorvejen, forklarer han.

Ifølge Lund Hansen spiller det også ind, at det er begrænset, hvor mange cyklister, der skal den vej.

- De gange, jeg har været der, har jeg ikke set cyklister, der har brugt strækningen - ikke at jeg skal sige, der ikke er nogen - men det er ikke noget, der får mig til at tænke, at det er et større problem at ændre cykelrute, der er i dag. For det er jo stadig en mulighed at komme fra øst til vest ad andre veje, fortsætter han.

- Og jeg må indrømme, at når jeg cykler, så vil jeg hellere cykle en lille omvej, og komme under en tunnel og komme sikkert igennem i stedet for at skulle over et trafikeret lyskryds og blande mig med den øvrige trafik, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste