Billede beskrivelse

2500 kiggede forbi: Der var trængsel på Hedegård

16. september 2024 kl. 14.04

De 240 malkekøer og 165 kalve på Hedegård nær Vadum fik mere end vanligt selskab den forgangne søndag. 

Omkring 2500 børn og voksne lagde vejen forbi bedriften for at se nærmere på både dyr og maskiner og for at høre mere om mælkens vej fra stald til køleskab. Arrangementet var et led i det landsdækkende Åbent Landbrug, der er en årligt tilbagevendende event.

Billede beskrivelse

Anne og Thomas Madsen på Hedegård var vært for anden gang, siden de i 2010 overtog gården fra Annes forældre. 

- Det er dejligt med så mange besøgende. Det er med til at skabe en forståelse for, hvad der sker i landbruget. Og især det, at børnefamilierne kommer i stort tal, er positivt, fastslår Anne Madsen. 

Både hun og Thomas arbejder på bedriften, hvor også Annes far samt to øvrige ansatte hjælper til.

Billede beskrivelse

Og ja - børnefamilierne var i klart overtal. Blandt de mange, der lagde vejen forbi var Line Andreassen fra Gistrup. Hun havde taget børnene Frida på 6 og Nora på 4 år med til Hedegård. 

- Pigerne har meget ud af at se, hvordan maden bliver til. De har en fornemmelse af det i forvejen, men det er godt med en forståelse af, at det ikke bare sker automatisk, lyder det fra Line Andreassen. 

Billede beskrivelse

Hun og døtrene brugte blandt andet besøget til at kreere et insekthotel. Udover rundvisning i staldene og fremvisning af traktorer var der nemlig også masser af andre aktiviteter på programmet. 

De yngste kunne også fornøje sig med både guldgravning, hoppekøer og majslabyrint. LandboUngdom var repræsenteret med salg af hotdogs, ligesom det velbesøgte arrangement var krydret med både smagsprøver og info om Arlas produkter.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste