Lastbil kørte ind i motorvejsbro og tabte tunge skovle
Politiet var nødsaget til at lukke et spor efter uheldet
AALBORG: En lastbil kørte mandag ind i en motorvejsbro nord for Limfjordstunnelen.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen.
På ladet havde lastbilen en rendegraver, og det var den, som stødte ind i motorvejsbroen ved Sundsholmen ved Nørresundby.
- To ekstra skovle til rendegraverne faldt ud på kørebanen, da rendegraveren på lastbilen ramte broen, forklarer vagtchefen.
Uheldet skete omkring middagstid mandag i sydgående retning.
Politiet spærrede den ene vognbane i en halv time, mens oprydningsarbejdet foregik på strækningen. Der blev tilkaldt en anden lastbil, der hjalp med at fjerne de tunge skovle.
Andre biler blev ikke involveret i uheldet, selvom det kunne være gået helt galt.
- De skovle er virkelig tunge, så det var godt, at de ikke væltede over i en anden vognbane, og biler kørte ind i den, siger vagtchefen.
Chaufføren kan formentlig se frem til en bøde, da han ikke har sikret sig, at han kunne køre under motorvejsbroen på grund af højden på sin last.