Billede beskrivelse

Lad være med at panikke fordi chaufføren er stået af

Aalborg Øst får landets første udendørs kørsel med førerløse busser

25. juni 2018 kl. 20.16

AALBORG: Det bliver snart hverdagskost med førerløse busser på Astrupstien i Aalborg Øst.

Aalborg Kommune arbejder i øjeblikket meget ihærdigt og målrettet på at få færdiggjort en ansøgning til Vejdirektoratet, der skal bane vejen for indførelsen af en førerløs bus-ordning i Aalborg.

Og hvis ellers alt går efter planen, så triller den førerløse bus ud på sin første tur i bydelen i efteråret 2018.

Og dermed bliver Aalborg det første sted i landet med udendørs kørsel med førerløse busser - dog under den forudsætning at tidsplanen holder.

Gratis buskørsel

Civilingeniør Maria Quvang Harck Vestergaard, Aalborg Kommune, oplyser til aalborg:nu, at der er tale om en forsøgsperiode på to år med gratis buskørsel.

- Vi regner med at få sendt vores ansøgning om projektet til Vejdirektoratet inden sommerferien, og håbet er at kunne begynde kørslen i løbet af efteråret.

Der kommer til at køre to busser ad gangen med plads til 11 siddende passagerer, og ruten er lagt på Astrupstien fra Jerupstien til demensplejehjemmet Tornhøjhaven.

Ruten er på ca. 2,1 kilometer offentlig sti og har 10 stoppesteder.

Busserne kører 14 timer om dagen og 365 dage om året.

Billede beskrivelse

De skal køre med et interval på 15 minutter, og den maksimale hastighed er ca. 25 km/t.

Maria Quvang Harck Vestergaard:

- Der er jo tale om et helt nyt tiltag, og nogle passagerer kunne måske føle sig lidt utrygge ved at køre med en bus uden en chauffør.

- Så derfor vil vi i det første halve års tid bemande busserne med en såkaldt tryghedsperson, der netop har til opgave at skabe tryghed omkring kørslen, understreger hun og tilføjer, at vedkommende dog på ingen måde fungerer som en egentlig chauffør.

Beboernes mobilitet

Ifølge civilingeniøren handler projektet på det overordnede plan om at bruge ny teknologi til at forbedre beboernes mobilitet, og samtidig giver man også hele bydelen et gevaldigt løft.

Aalborg Kommune har i øvrigt lidt utraditionelt valgt at holde auktion over reklamepladserne ved de 10 stoppesteder, og virksomheder og organisationer - eller for den sags skyld privatpersoner - kan således byde ind og købe sig en synlig reklameplads.

Auktionen er netop gået i gang og løber til og med 29. juni.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste