Kunsten søger tusindvis af børn til kunstværk
Legeglade børn skal være med i et live art-værk
AALBORG: Børn fra 2.-6. klasse har nu mulighed for at tjene penge til fælles oplevelser samtidig med, de får en oplevelse for livet, når den tyske kunstner Tino Sehgal til efteråret udstiller på Kunsten.
For det er nemlig ikke en helt almindelig kunstudstilling. Der er ingen fysiske værker - udstillingen består udelukkende af mennesker.
Ét af værkerne på udstillingen består af en gruppe børn, der skal lege i museets Store Sal og interagere med publikum, hvis de har lyst. Børnene må ikke medbringe for eksempel iPads og legetøj, men skal udelukkende bruge fantasien.
- Børnene bestemmer i høj grad, hvor kunstværket drejer sig hen, og man kan ikke gøre tingene på en forkert måde. Vi skal derfor bruge masser af børn, som har lyst til at komme ind på museet for at lege og få sig en stor oplevelse, siger Peter Juul, undervisnings- og formidlingsansvarlig på Kunsten.
Penge til fælleskassen
En gruppe med mindst 20 børn inkasserer 500 kr. til fælles oplevelser, mens grupper på mindst 40 børn tjener 2.000 kr. til for eksempel klub- eller klassekasse.
Kunstens børnefaglige personale byder børnene velkommen ved ankomsten, og de tager sig af børnene, mens de er her, og sørger generelt for at hjælpe dem. Man kan også melde børn til enkeltvis. De får en fribillet til svømmehallen af Haraldslund Vand- og Kulturhus som tak for hjælpen.
Det eneste, det kræver for at være med, er, at børnene kan være med en hel dag - eller to dage, hvis man vil. Forældre skal ikke være til stede, men skal kunne hente og bringe børnene til og fra museet, hvis de bor i nærheden. Grupper på over 40 børn, der bor længere væk fra Kunsten, kan - helt gratis - blive hentet i bus efter nærmere aftale.
Børnene skal selv medbringe madpakker og drikkevarer. Børnene får serveret snacks og vand, og fagpersoner sørger for at hjælpe børnene samt for kreative aktiviteter under eventuel ventetid.
- Vi tilbyder kreative workshops og en hyggelig dag på Kunsten. Samtidig får børnene mulighed for at deltage i en verdensberømt kunstners værk, som handler om, at børn træffer beslutningerne og skal lege sammen i vores store smukke sal - helt uden ting og mobiltelefoner: De skal blot være sammen og ikke mindst være akkurat, som børn er, siger Stinna Toft, kunstfaglig chef på Kunsten.
Udstillingen kan opleves i dagtimerne i weekenden, hver dag i efterårsferien og onsdag aftener mellem 11. oktober og 25. november 2018.