Kom til torve-indvielse eller fest ved broen

Fede udendørs tilbud i weekenden

07. juni 2018 kl. 08.09

AALBORG: Sommeren er for alvor gået i gang. Set fra vejrets synspunkt har den været her længe, men nu begynder den officielle sæson for danske jordbær, folk får ferie, der er gang i grillen og nætterne er lange, lyse og lune.

Den kommende weekend byder på fest, når Frederikstorv skal indvies, der er gratis koncerter dagen lang om lørdagen, og søndag kan du opleve byen set fra vandet.

Hav en rigtig dejlig weekend!

Fredag 8. juni: Åbningsfest på Frederikstorv

I løbet af de seneste år har området omkring Danmarksgade og Frederikstorv været igennem en omfattende renovering, der både har involveret nyere beplantning af træer samt spændende lysinstallationer.

Det har måske været hårdt for naboerne, men nu er det slut. Denne weekend holdes der nemlig åbningsfest for den gamle markedsplads, hvis historie kan dateres helt tilbage til 1880.

Arrangementet begynder kl. 16, hvor der vil være officiel åbning af pladsen. Herefter går det lokale bluesorkester "Kvinden i buret" på scenen og spiller op til hygge, mens Douro Wine bar står klar med lækker vin og tapas. Husk at åbningsfesten på Frederikstorv både foregår fredag og lørdag, hvor torvehandlerne lørdag allerede åbner kl. 8.

Hvad? - Frederikstorv åbner.
Hvornår? - Fredag fra kl. 16 og lørdag fra kl. 08.
Hvor meget? - Gratis.
Lørdag 9. juni: Lions Fjordrock

Når det langt om længe bliver lørdag, har du mulighed for at sove længe, spise en dejlig og rolig morgenmad før du bevæger dig ud til Vestbyen, hvor der tæskes tønder og spilles spade til Lions Fjordrock.

Det er ottende gang i træk, at arrangementet holdes ved Søsportsvej/Jernbanebroen, og igen i år kan du bl.a. få fornøjelsen af Pink Floyd by Timeshare, der åbner ballet klokken 12. Herefter vil Gadens gamle husorkester Rockmaskinen overtage scenen og spille klassiske rockhits fra de bedste årtier - alt imens du kan købe lidt mad og drikke ved de opstillede boder. Arrangementet varer helt kl. 20 og musikken er ganske gratis. Al overskuddet fra boderne går til velgørende formål, så mød op med dit gode humør, en ven under armen og lyt til musik i solen.

Hvad? - Lions Fjordrock v. Søsportsvej/Jernbanebroen - Aalborg Vestby.
Hvornår? - Lørdag kl. 12-20.
Hvor meget? - Gratis.
Søndag 10. juni: Sejl en tur på Limfjorden

Uanset hvorfra man betragter Limfjorden, vil den være smuk og betagende. Selvom man oftest nyder dens tilstedeværelse fra landjorden, bliver fascinationen ikke mindre af at komme ud på det nydelige nordjyske sund.

Det kan du opleve denne søndag, når Springeren igen arrangerer en guidet tur på Limfjorden. Her vil du blive sejlet ud på fjorden i en stor ribbåd, mens der fortælles om Aalborgs smukke historie og hvordan havnemiljøet har påvirket byen gennem årene. Der er afgang fra Vester Fjordvej klokken 11 og husk, du senest skal bestille billetter to dage før. Det kan gøres på tlf. 9811 7803.

Hvad? - Sejl ud på Limfjorden, Springeren - Vestre Fjordvej 81, 9000.
Hvornår? - Søndag 11-13.
Hvor meget? - 250,- pr. person.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste