Billede beskrivelse

Klumme: Undskyld til bandemiljøet

25. september 2024 kl. 11.02

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden

Jeg beklager.

Jeg lægger mig fladt ned.

Siden jeg for nyligt i disse spalter skrev om nordjyske kriminelle banders manglende kreativitet når det kommer til bandenavne, har jeg fået en del henvendelser fra vrede og ulykkelige nordjyske bandemedlemmer.

De er kede af det, de føler sig ramt, udstillet, urimeligt behandlet, latterliggjort, og det var ikke meningen.

Selvfølgelig ikke.

Aalborgbanden A12 er f.eks. meget uenige i, at deres navn minder om “et vitaminberiget kosttilskud, et syrnet mælkeprodukt med fordøjelsesvenlige bakteriekulturer eller en shampoo mod skæl og skadet hår”, som der vist nok stod.

Og GT-banden, hjemmehørende i området omkring Grønlands Torv, mener overhovedet ikke, de lyder som “en kæk seniorforening” eller “et bowlinghold for mellemledere med hang til gin og tonic.”

Begge bander tager på det kraftigste afstand fra karakteristikken af navnene som “halvkiksede”.

Det er faktuelt forkert, lyder det, og det er faktisk i forvejen ikke nemt, hvis man f.eks. er en bande fra Grønlands Torv og gerne vil signalere lokalt tilhørsforhold, men allerede går på listetæer efter hele diskussionen om grønlandske navne og betegnelser, som en af dem pointerede.

Lignende tilbagemeldinger kommer fra medlemmer af Loyal To Familia, som efter deres opfattelse langtfra “lyder som en række italiensk inspirerede fryse- og pulverprodukter fra Dr. Oetker” og fra Hells Angels, der på ingen måde kan genkende, at navnet skulle “emme af solbleget klistermærke henover forruden på en sænket Honda Civic”, som der vist nok også stod.

Banderne har rent faktisk masser af humor, masser af selvironi, det er slet ikke der, skoen trykker. Ingen knuselsker mere at grine ad sig selv end dem. Det siger de også allesammen. Og de går ind for ytringsfrihed og satire og alt det der. Det er slet ikke det, det handler om.

Det her, det var bare over stregen.

Det var ikke sjovt og selvom man i bandemiljøet arbejder aktivt med rekruttering og ekspansion, så udgør man altså stadig en minoritet, som alene af den grund har krav på ekstra hensyn i den offentlige debat.

Det er der også flere af dem, der påpeger.

Andre forklarer, at de helt ærligt har for travlt med kriminelle aktiviteter til at sidde i rundkreds og hitte på bandenavne, at en rebranding medfører udgifter og bøvl med de internationale franchiseaftaler for motorcykelentusiastklubber med straffelovsudfordrede enkeltmedlemmer og så er der også miljøbelastningen ved nyt brevpapir og alt sådan noget der.

Det kan jeg godt se.

Jeg var for hurtigt ude.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste