Billede beskrivelse

Klumme: Nordjysk aaarh kan spare 208 milliarder

26. februar 2024 kl. 18.00

Nogle gevaldigt pernitne typer er vældigt efter Boston Consulting Group, bare fordi det globale konsulentfirma ikke lige på stående fod har pernittendokumentation for deres nye melding om, at den offentlige sektor i Danmark kan spare helt præcist 104 milliarder kroner med kunstig intelligens.

Selvfølgelig under forudsætning af at der løbende og hyppigt indhentes kvalificeret konsulentbistand, naturligvis.

Det er klart.

Spørg i Forsvaret og i Skat, om de virkelig spildte tiden på kedelig faktatjek og overdreven bevisførelse, da man for år tilbage hyrede nogle af de store konsulenthuse til at revolutionere og nytænke alt derinde.

Næppe.

Jeg har ikke lige fået tjekket op på det, men det gik da sikkert glimrende, det hele. Ellers ville man nok heller ikke bruge dem igen og igen, det siger næsten sig selv.

Men nej, nu spørger folk straks, hvor skulle de 104 milliarder komme fra og er det noget, I kan bakke op med et eller andet pålideligt og hvad, hvem, hvordan og hvorledes og det er vel ikke bare et stort tal, I har grebet ud af luften for at få flere konsulentopgaver? Alle mulige urimelige, strikse spørgsmål, som Boston Consulting Group selvfølgelig ikke kan svare på, fordi de simpelthen for travlt lige nu.

De har faktisk ikke tid til at svare.

- Vi har utroligt meget på vores bord i øjeblikket, har deres presseafdeling allerede sagt til spørgejørgener fra pressen og så er det sådan, det er.

Det jeg sagtens sætte mig ind i.

Jeg er nemlig selv i gang med et innovativt og fremadskuende konsulentkig på alt og udvikle noget helt nyt til det hele. Og det tager altså tid, det gør det, men det er det hele værd, det er jeg slet ikke i tvivl om. For jeg vil umiddelbart vurdere, at man herhjemme samlet kan spare 208 milliarder kroner med den helt nye aaarh-tilgang til styring, organisering, udvikling og indkøb, jeg er næsten færdig med at udvikle.

Blot et enkelt, velplaceret aaarh, udtalt på nordjysk for maksimal autencitet og gennemslagskraft, eventuelt i kombination med udvidelserne det-ka-da-æn-vær-rigtig og ah-ve-du-no-hva, kan effektivt tage de fleste fordyrende og forbøvlende strategiseminaridéer allerede i opløbet.

Naturligvis vil det kræve en del konsulentbistand at sikre korrekt implementering og fuld effekt, og derefter løbende konsulentydelser til opfølgning og vedligehold, men så er de 208 milliarder også hjemme, hvilket jeg selvfølgelig hjertens gerne ville dokumentere, helt klart.

Jeg har bare så meget på bordet lige nu.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste