Jesper deler køllebank ud i sin idylliske kolonihave

Der bliver ikke vist nåde på den hjemmelavede golfbane i Aalborgs vestby

24. juni 2018 kl. 11.01

AALBORG: der er så yndigt derude i kolonihaverne...

Der hersker nemlig ro, og der er idyl i kilometerlange baner foruden tid til salig fordybelse i skønne og grønne omgivelser.

Mormors kolonihavehus er ikke blot noget, man synger om ved festlige lejligheder - næh, det er også stedet og oasen, hvor vor tids travle og urbane medmennesker finder lise og balsam for sjælen samtidig med, at de får luftet de grønne fingre, når afgrøder og prydplanter skal nurses.

Men hvad er dog det?

Luften flænses af kampråb, klapsalver, hujen og piften foruden kammeratlige og godmodige spydigheder - som gjaldt det selveste finalen i fodbold VM - når køllen har ramt og sendt den lille hvide golfkugle af sted mod det næste forjættede hul.

En mild sagt noget anderledes og helt specielt indrettet kolonihave er nemlig skudt op i Tornerose-land i Vesterkærets Kolonihaveforening på Annebergvej i Aalborgs vestby.

Forkærlighed for golf

Det er her, at kolonihaveejeren, den 57-årige Jesper Dige, Aalborg, plejer sin enormt store forkærlighed for golfspillet i gode venners lag, og hvor man dyster mod hinanden i et medrivende og intenst scenarie som ovenfor beskrevet.

Og han er absolut ikke bleg for at dele køllebank ud til dem, der har mod og nerver til at udfordre ham i en runde golf, og der bliver selvsagt ikke vist nåde.

Ingen bliver skånet, når først dysten er i gang, og jagten er gået ind på det ultimative slag hole-in-one eller måske en birdie.

Ordet golfnørd rækker næsten ikke i beskrivelsen af mandens interesse for det noble spil.

Og hvis lidenskaben ellers er så stor, at man brænder for at få sin egen helt private golfbane - hvad gør man så?

Joh - man anlægger da bare sin egen 18 hullers golfbane lige pladask midt i sin kolonihave.

Som sagt - så gjort.

Så den passionerede golfer Jesper Dige kan hver evig eneste dag nyde synet af den i særklasse toptrimmede og velplejede golfbane, når han kigger ud i haven.

Og han nøjes som sagt ikke blot med at kigge på det fløjlsbløde og grønne græstæppe, som han næsten hver eneste dag nurser og plejer efter alle kunstens regler, for selvfølgelig bliver den også brugt på behørig vis.

Jesper Dige siger til aalborg:nu, at han købte kolonihaven i 1992.

- Og jeg gik samme år i gang med at anlægge golfbanen, som var færdig året efter.

- Jeg beskriver selv banen som en 18 hullers golfbane, selv om der reelt kun er 11 huller i plænen, siger han og tilføjer forklarende, at nogle af hullerne spilles to gange fra forskellige distancer for at få regnestykket til at gå op.

- Det er en professionel golfbane - bare i et meget lille format. Længste afstand fra hul til hul er f.eks. kun 17,3 meter her på min bane, hvor en gennemsnitsafstand på en "rigtig" og stor golfbane måske er ca. 350 meter fra hul til hul.

Bliver aldrig helt færdig

Jesper Dige:

- Men det tog nu alligevel hele otte år, før banen fik sin endelige udformning, og jeg tror i grunden ikke, at jeg nogensinde bliver helt færdig med den.

Golfentusiasten oplyser videre, at man kun spiller med puttere på hans golfbane.

- Vi har aldrig bolde i luften, og de bliver udelukkende spillet helt nede ved jorden.

- Så det vil måske være mere korrekt at betegne min bane som en professionel puttebane, siger Jesper Dige.

Hans golfbane består af 14 par 3 huller og fire par 2 huller, og den korteste afstand mellem hullerne er helt nede på kun 2,7 meter.

For en god ordens skyld skal det også lige nævnes, at banerekorden for de 18 huller er på otte under par, og det vil sige, at der er brugt 42 slag.

To spillere er indehavere af rekorden, og det er naturligvis baneejeren himself og en kammerat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste