Her er planen for den nye betalingsparkering i Aalborg Lufthavn
Parkanter i Aalborg Lufthavn får flere valgmuligheder, når de om lidt skal betale
AALBORG: Når rejsende der vælger bilen til Aalborg Lufthavn inden længe skal betale for at parkere, behøver de ikke bekymre sig om at taste nummerpladen rigtigt eller huske at lægge en billet i ruden.
De 5500 parkeringspladser i lufthavnen bliver udstyret med bomanlæg og automatisk nummerpladegenkendelse - et såkaldt ANPG-system.
- Det bliver et state of the art-system, som gerne skulle gøre det super nemt at komme ind og ud. Man kører bare ind og stiller bilen, og så er man automatisk registreret. Når man så lander hjemme i Aalborg igen, betaler man, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Parkanterne får flere forskellige betalingsløsninger at vælge i mellem. Lufthavnen sætter betalingsautomater op ved terminalen og flere steder udenfor på parkeringsarealet.
- Du kommer også til at kunne betale med en QR-kode, mens du venter på din bagage. Der bliver forskellige muligheder. Du kan også vælge at betale med en app på telefonen, siger Niels Hemmingsen.
Han ved endnu ikke, præcis hvilke forskellige parkeringsapps, parkanterne kommer til at kunne bruge.
- Det arbejder vi forsat på. Men jeg ved, at Easy Park bliver en af dem. Den er der mange, der bruger. Så den er vigtig, siger lufthavnsdirektøren.
På sigt bliver det også muligt at betale for parkering, allerede når du booker flybilletten.
- Det kræver lige, at du kender de nøjagtige tidspunkter og dage, men det bliver en mulighed på sigt, siger lufthavnsdirektøren.
Du kan læse mere om den nye betalingsparkering i lufthavnen her.