Her er der studierabat i Aalborg
Som tilflytter til Aalborg kan det være svært at vide, hvor man skal gå hen for at få en god kop kaffe, eller hvad man skal spise inden, man skal videre til studiefest.
Her på redaktionen guider vi dig til studievenlige steder lige midt i Aalborg.
Mad og drikke
Kaffe skal der til, når man er studerende, og kaffen smager endnu bedre, når den kommer med rabat. Inde hos Starbucks ved Salling Aalborg kan man få 20% rabat ved at vise sit studiekort.
Det samme gælder, hvis du tager forbi Lagkagehuset ved Østre Havn eller Magasin, som også giver studierabat på 20%.
Har man til gengæld brug for en hurtig frokost er der studierabat hos D’let inde i Friis Shoppingcenter. Man kan spare hele 20% på buffeten, der dækker over flere lækre retter til at stille sulten.
Ved Nadias Sandwich i Østerågade får du 10% studierabat på salatbaren eller en sandwich.
Aktiviteter
Art by Me er en hyggelig keramikcafé placeret på Urbansgade 28, og her i september byder de studerende velkommen med en ekstraordinær rabat på 15% fra mandag til fredag. Herefter stiger deres sædvanlige studierabat på 10% til 12% i ugens hverdage. Dette gælder dog ikke håndlavet keramik som brystkopper og flag.
Hos Seaport - Café og Bowling er der studierabat fra mandag til torsdag fra klokken 10 til 16. Her kan man bowle med vennerne og konkurrere om, hvem der kan lave flest strikes.
Er du vild med dyr og en lille gåtur, så kan du passende tage i Aalborg Zoo, hvor der er studierabat på entréen.
Flere steder med rabat
Der er en masse steder i Aalborg, hvor du kan spare lidt penge som studerende.
Et godt råd er, at du bare skal spørge i butikkerne om de har studierabat. Det er nemlig ikke sikkert, at butikkerne skilter med det.
God studiestart og velkommen til Aalborg.