Grøn: Sådan vil de mange gæster påvirke trafikken

Aldrig før er der solgt så mange billetter i forsalg til Grøn Koncert i Aalborg, som det er tilfældet i år, og det vil selvfølgelig kunne mærkes trafikalt i området

20. juli 2018 kl. 07.15

AALBORG: Sikkerhedschef for Grøn, Christian Sejlund, er optimistisk frem til koncerten i Aalborg, eller nærmere i Nørresundby, på søndag 22. juli. Et tæt samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab, Aalborg Kommune og Nordjyllands politi skal gerne kunne sikre, at trafikken kører nogenlunde gnidningsfrit, selvom der må påregnes kø flere steder i løbet af dagen.

Glæder sig til Nordjylland

- Når vi får gæster i det antal, som vi gør, så er det jo næsten uundgåeligt, at der opstår kø, men vi plejer ikke at få klager over det. Folk ved godt, at vi kommer den ene gang om året, og de udviser generelt forståelse og ved, det er til et godt formål, siger han.

Hvorup Kirkevej og hele området omkring koncertpladsen er afspærret hele dagen, men arrangørerne har mulighed for at åbne nogle veje, når folk skal hjem igen.

- Det vigtige for os er selvfølgelig, at vores gæster skal kunne komme hurtigt til og fra koncerten og genere de øvrige trafikanter mindst muligt, fortæller sikkerhedschefen.

Samarbejdet med Nordjyllands Politi gør, at Høvejen som sædvanligt kan holdes åben hele dagen:

- Det er et godt samarbejde, som har virket igennem rigtig mange år. Der er også flere veje, hvor folk kan dreje fra ind imod os, og så klarer vi selv trafikken derfra, siger Christian Sejlund, og fortsætter: - Og der er rigelig plads at parkere på. Vi har to store græsmarker, hvor der kan holde rigtig mange biler, så det bliver ikke et problem.

Der er desuden indsat en del ekstra busser til de mange, og måske tørstige, koncertgæster, så de kan forlade pladsen uden at være på kant med loven. Ekstrabusserne kan også lette trafikken i området en smule.

- Vi følger hele tiden med i billetsalget, og vi forventer uden tvivl flere mennesker i år, end sidst vi besøgte Aalborg, hvor regnen væltede ned. Vi var dog meget imponerede over, at 11.500 valgte at komme forbi alligevel. Men nu glæder vi os til at komme tilbage med bedre vejr og et rigtig godt set up, siger Christian Sejlund.

Grøn Koncert karavanen med de 650 frivillige startede turen på Amager torsdag 19. juli og skal herefter forbi Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby, kun afbrudt af ganske få hviledage i Hjallerup. Skulle du være frisk på at tage med hele vejen rundt, så kan du faktisk købe en såkaldt "skriggrøn billet", der giver adgang til koncerterne i alle otte byer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste