Grethe Grundahl giver butikken videre
1. august - efter godt 30 år - kommer butikken på nye hænder med et velkendt ansigt
AALBORG: Efter 33 år har Grethe Grundahl besluttet sig for at give stafetten videre til sin medarbejder gennem ni år, Louise Weinreich, der overtager butikken i Nørregade 12 den 8. august.
Grethe Grundahl overtog selv butikken efter sin berømte designerbror, Ivan Grundahl, der ville lukke butikken, og som bror-agtigt gav søsterens projekt "max et år."
Hun valgte at føre hans mærke videre, men supplerede med nye mærker, og det gav pote.
Han fik ikke ret, og Aalborgs kvinder i flere generationer har nu holdt liv i en butik, der i følge Grethe Grundahl "egentlig burde ligge i London," og hun er ikke i tvivl om, hvorfor.
- Vi har hele vejen igennem været en niche og tro mod vores koncept og haft et renomme med et vidst niveau, og det har vores kunder altid belønnet, siger hun.
Grethe Grundahl kigger over kanten på de karakteristiske sorte briller:
- Og så læser vi vores kunder og ser, hvad de har brug for - nogen gang før de selv ved det. Og vi får altid kunden med hen forbi spejlet, og vi kan med det samme se på deres kropsholdning, om vi har ramt plet, siger Grethe Grundahl.
[billede3]De sorte lakposer
Louise Weinreich er på ingen måde ny bag disken.
Grethe Grundahl spottede hende en dag, hvor hun egentlig bare var inde for at kigge i butikken.
- Jeg kunne se det med det samme, at hun og jeg deler værdier, siger hun.
- Og vil du tænke dig. Hun ammede stadig, men det sagde hun ikke noget om. DET er en pige med krummer i, siger Grethe Grundahl og himler venligt med øjnene.
[billlede4]
Louise Weinreich føler sig da også klar til at føre forretningen, som hun decideret har fået af Grethe Grundahl videre.
Konceptet er nogenlunde det samme, men med nogle ændringer og supplerende mærker. Navnet bliver til "Studie Grundahl," ligesom en webshop er under opsejling og et nyt logo også.
- Men jeg har jo også lært af den bedste, siger hun og får et kærligt "nuuuuhr altså" af sin læremester.
- Og jeg laver heller ikke om på, at kunderne skal købe en oplevelse, der sidder i tøjet længe efter.
- Der skal selvtillid med i den sorte lakpose med det knitrende silkepapir, som vi selvfølgelig beholder, siger hun.
Har haft privilegier
Louise Weinreich har også hele tiden været med på messer for at købe ind.
Det er ellers et privilegium, Grethe Grundahl ikke gerne har delt med andre.
- Men Louise køber ind til kunderne - ligesom jeg selv gør. Det kan virkelig ikke nytte noget at have en ansat, der køber ind til sig selv, siger Grethe Grundahl og rynker brynene over brillerne.
Grethe Grundahl beholder med egne ord en nøgle til butikken, hvor hun fortsat kommer til at have sin gang.
Og stilstand i hendes liv kommer der ikke til at være, siger hun med et fnys, ligesom hun lige så indigneret afviser, at være træt på nogen måde.
- Men jeg slutter på toppen, og hvem ved, om jeg ikke lige kan nå et at starte en tredje karriere, siger hun med trumf.
Indtil videre er planen, at hun gerne vil i gang med at rådgive kommende iværksættere, ligesom en bog om at være søster til Ivan Grundahl også er på tegnebrættet.
- Og så skal jeg nok holde noget ferie, for jeg har aldrig holdt tre uger i træk, for det har jeg ikke gidet, siger Grethe Grundahl og griner. Med hovedet tilbage og glimt i øjnene.