Gå på vandet i ferien

Masser af fede tilbud til hele familien i uge 8

18. februar 2018 kl. 12.22

AALBORG: Hvad med en lille gåtur på vandet? Eller en lille badmintonkamp med risiko for at falde i vandet, hvis du kommer for tæt på sidelinjen.

Er du blevet fristet - så tag en tur til Svømmeland i Nørresundby Idrætscenter. Her er der familiedag alle hverdage i uge otte - skolernes vinterferie.

- Vi vil gerne tilbyde feriefolket en helt anden oplevelse, fortæller centerdirektør Lars Dam Møller.

Og den anderledes oplevelse kan være en badmintonkamp på den oppustelige bane på 15 gange syv meter, der er placeret midt i svømmebassinet.

- Vi holder også åbent hver dag i det store wellness-område, som normalt ikke er for børn. Men nu kan hele familien kommer der med adgang til seks bassiner og seks saunaer og spa, fortæller Lars Dam Møller og tilføjer, at der hver dag kl. 11 og 13 bydes på sauna-gus.

Billede beskrivelse

Er familien mere til fast grund under fødderne end det våde element er der gratis film i Kedelhallen i Nordkraft lørdag 24. februar kl. 17. I samarbejde med Biffen vises den danske børnefilm "Isblomstens Hemmelighed".

Der stilles stole op i Kedelhallen så filmen kan ses på storskærmen. Filmen varer knap 30 minutter. Den er rigtig god til de 5-7-årige, men kan nydes af børn og voksne i alle aldre.

I hele vinterferien kan legeglade børn og voksne boltre sig i legeland i DGI Huset i Nordkraft. DGI hallen ombygges til et stort spring- og klatre-legeland, hvor der er plads til både store og små legebørn.

I Shoppen i City Syd er der drøn på hele ugen.

På torvet i Shoppen er der perlehygge med Anja Takacs. Lav en gratis perleplade med en af Anjas fine mønstre.

Styr På Dyr besøger Shoppen onsdag, torsdag og fredag kl. 12-14 og de har en masse af deres dyr med. Tør du holde en slange? Eller vil du hellere se de små søde skildpadder?

N-ICE-BIKE kigger forbi med deres fine iscykel i hele uge 8. Her kan man se hvordan is bliver lavet med nitrogen.

Fredag kan man besøge malerværkstedet i Bahne kl. 11-17. En maler fra Royal Copenhagen viser hvordan det fine Musselmalet porcelæn bliver skabt.

Som optakt til besøget af maleren fra Royal Copenhagen er der gratis workshop for børn tirsdag og torsdag kl. 14-16, hvor børnene kan male deres eget krus med porcelænstuscher. Man kan enten vælge at få kruset med hjem lige efter workshoppen og ellers kan man aflevere kruset til udstilling og samtidig deltage i konkurrence om fede præmier.

LOF i Aalborg/Nørresundby har et godt tilbud til forældre/bedsteforældre og deres børn/børnebørn: Male og hygge sammen med kunstneren Henrik Koldby, som driver Galleriet i haven i Bondrupsgade i Nørresundby.

Det kræver ingen forudsætninger at deltage i "En sjov dag med tegning og maleri", som finder sted de tre første dage i ferien.

Nico og Andres, som børnene kender fra DR Ultra kan man møde hos Arnold Busck i Aalborg Storcenter kl. 12-13, og i Bispensgade kl. 15-16.

Her kan børnene medbringe en t-shirt eller et par sneakers og få hjælp til at restyle.

Aalborg Bibliotekerne har med egne ord et tætpakket program for vinterferien. På samtlige 12 filialer er der vinterferieaktiviteter.

Der er eksempelvis kreative legestuer, hvor man kan lave at fra køleskabsmagneter til foamclay-eksperimenter og dekorationsprojekter.

Er man til brætspil, er der brætspilsevent i Storvorde 19. februar og i Vejgaard 22. februar.

Torsdag 22. februar holder modelbureauet Little People en åben casting i Friis Shoppingcenter kl. 11-14. Her kan alle børn mellem 6 mdr. og 14 år komme og være model for en dag. Børnene får taget billeder hos modelbureauets professionelle fotograf og har efterfølgende mulighed for at blive model for Little People.

Guld & Rod i City Syd holder børneloppemarked fra mandag 19. februar til og med søndag 25. februar. Pladsen er gratis, men skal betale 15 procent i provision. Og man skal huske at medbringe et bord.

I Aalborg Storcenter er der hver dag fra mandag til og med 25. februar cirkusforestillinger med Cirkus Mascot.

Og hofnarren Bugislaw tryller og laver ballondyr hver dag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste