Billede beskrivelse

Thomas og Thomas forvandler igen Karolinelund til et housemekka

22. juli 2025 kl. 19.02

På trods af, at vejret i denne uge har budt på voldsom regn og blæst, kan man inden længe se frem til et arrangement, som måske vil bringe en smule af sommerstemningen tilbage. 

Lørdag d. 26. juli vender DJ-eventet, Fiesta Del Sol, nemlig tilbage til Karolinelund, og inviterer endnu en gang til en stor fest med housemusik og DJ's fra øverste hylde. 

Festlighederne starter klokken 11.30 og fortsætter helt ind til klokken 18.00. Eventet er ganske gratis, og mens arrangørerne lover at stå for god lyd, god energi og veloplagte DJ's, anbefaler de dig at tage snacks, tæpper og drinks med, og nyde sommeren i en afslappet og inkluderende stemning. 

Bag eventet står to af byens DJ's, Thomas Villefrance fra AUME og Thomas Nielsen fra Church of House - måske bedre kendt under deres kunstnernavne DJ Ville og DJ Paven.

De opfandt sidste år eventet med ønsket om at lave et gratis arrangement, der satte fokus på at udbrede kendskabet til housemusikken, som folk i byen kunne få glæde af. Her skulle man kunne hænge ud og nyde musikken i en afslappet atmosfære - og det blev en stor succes. 

- Sidste år gik langt over forventning, og vi var meget overvældede over den opbakning, vi fik - jeg tror, der mødte omkring 250 mennesker op. Der var børnefamilier, unge mennesker og seniorer, der stimlede sammen på græsset og de omkringliggende bænke og nød musikken og stemningen. Vi følte, at der var grundlag for vores eksistensberettigelse, og derfor blev vi enige om, at vi skulle prøve at gentage det i år, siger Thomas Villefrance.

Billede beskrivelse

På trods af, at opskriften i år umiddelbart er den samme, har man i teamet bag Fiesta Del Sol forsøgt at videreudvikle eventet, og Thomas Villefrance lægger vægt på, at man i år kan se frem til et særdeles stærkt program.

- Sidste år var vi tre DJ’s, der delte seks timers spilletid – i år er vi syv DJ’s, som cirka spiller en time hver. Ydermere byder årets arrangement også på en debutant, min datter, Alberte Villefrance. Der er ikke så mange kvindelige DJ’s på den danske scene, så det vil vi meget gerne slå et slag for, siger Thomas Villefrance. 

Line-up for Fiesta Del Sol

11.30 - 12.00: Guillermo de La Tierra - Soundmeditation

12.00 - 13.00: Guillermo de La Tierra - DJ set

13.00 - 14.00: Ville@AUME b2b Alberte Villefrance - debut DJ set

14.00 - 15.00: Paven@The Church of House

15.00 - 16.00: Mescu@AUME

16.00 - 17.00: Keez

17.00 - 18.00: DJ Flis - House set

Den musikalske ramme for arrangementet vil i overvejende grad være housemusik. Denne genre er kendetegnet ved elektroniske toner, og det, som flere måske kender fra klubscenen.

Man har dog til arrangementet sat rammen fri, så genren er op til fortolkning fra den enkelte DJ. Thomas Villefrance lægger vægt på, at man ikke kommer til at høre hård techno, men derimod inviterende og varme lyde med instrumentale vokaler.

Thomas Villefrance håber på, at folk i løbet af dagen vil slå vejen forbi Karolinelund og sætte tid af til at stifte bekendtskab med en genre, som i høj grad tidligere har vundet indpas i nattetimerne.

- Man kan se frem til seks super hyggelige timer, hvor man kan lytte med og bruge vores musik som en god baggrundstemning. Vi vil gøre vores bedste for at skabe et dejligt og inkluderende arrangement i fællesskabets navn, siger Thomas Villefrance. 

Hvis du ønsker at læse mere om Fiesta del Sol, kan du se mere på deres begivenhed på Facebook.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste