Thomas Hartmann klar med sit niende onemanshow i Aalborg
Man bliver muligvis ikke klogere, men helt sikkert underholdt.
Når Thomas Hartmann indtager scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag 3. oktober 2025, er det med sit niende onemanshow: "Når det så er sagt".
Det skriver AKKC i en pressemeddelelse.
Midt i 50'erne har han indset, hvorfor man sjældent ser sig selv som gammel - fordi man altid er den nyeste version af sig selv.
Men er han også den bedste version?
Det spørgsmål bliver vendt og drejet i et show, der tager livtag med hverdagens store og små absurditeter.
Store spørgsmål og skarpe pointer
Ville livet være lettere, hvis vi havde et manuskript, eller er improvisation nøglen til det hele?
Er ærlighed overvurderet?
Hvorfor er sociale medier så asociale?
Og hvor gammel burde man egentlig være, før man får lov at blive læge?
Med sin velkendte skarpe humor stiller Thomas Hartmann skarpt på menneskets - og sin egen - fejlbarlighed.
En levende legende
Siden sin debut i 1996 har Thomas Hartmann sat et markant aftryk på den danske comedyscene.
Fra egne shows som "Betamax", "Extrospekt" og "Mens Room" med Torben Chris til samarbejder med Anders Matthesen i "Bytte Bytte Købmand".
Der er ikke meget i comedy, han ikke har prøvet kræfter med.
Ud over sine egne shows har han været manuskriptforfatter på nogle af de største danske comedyproduktioner, herunder "Dolph og Wulff", Mick Øgendahls film "Alle for én" og "Alle for to" samt "Det alt for store Linda P. show".
Han har også skrevet 11 afsnit af sitcomklassikeren "Langt fra Las Vegas", været medforfatter på "Jul på Vesterbro" og spillet rollen som ejendomsmægleren Marc Jespersen i "Sorte kugler".