Billede beskrivelse

Ramasjang, LEGO og fællesspisning: Bæredygtighedsfestivalen vender stærkt tilbage

27. juli 2025 kl. 06.01

Til september bliver Aalborg midtby igen fyldt med liv og glade dage, når Bæredygtighedsfestivalen inviterer til folkefest i klimaets tegn. 

Og allerede nu kan du godt begynde at glæde dig til grønne gratis aktiviteter og underholdning for store og små.

Festivalen løber af stablen fredag den 19. og lørdag den 20. september. Herunder følger et udpluk af programmet, som for nylig blev offentliggjort på Aalborg Kommunes hjemmeside.

Fællesspisning med smag og omtanke

Fredag dækkes der op til klimavenlig langbordsmiddag, hvor deltagerne kan nyde en varm og krydret indisk dahl i godt selskab. 

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Der er plads til 100 personer, og det er efter først til mølle princippet.

Hvor og hvornår

Hvor: Budolfis Langbord ved Budolfis Plads

Hvornår: Fredag den 19. september klokken 18.30

Løs mysterier med Kristian og Ramasjang Mysteriet

Lørdag får festivalen besøg af Kristian fra Ramasjang Mysteriet.

Kristian har planlagt et bæredygtigt show. I den anledning har han trænet sin kat til at løbe rundt i et hjul, som genererer grøn strøm. 

Men katten er forsvundet, og derfor får publikum brug for deres skarpeste detektivbriller for at hjælpe med at opklare mysteriet.

Hvor og hvornår

Hvor: Sparekassen Danmark Scenen ved Gammeltorv øverste repos

Hvornår: Lørdag den 20. september klokken 10

Byg lego med Victor Lander

Lørdag bliver der bygget løs i bedste LEGO Masters-stil, når Victor Lander inviterer til en kreativ konkurrence. 

Deltagerne dyster i hold af fire om at bygge fremtidens bæredygtige løsninger: et klimahus, en energikilde og et grønt transportmiddel. Erfaring er ikke nødvendig, men tilmelding er – der er kun plads til 10 hold per konkurrence.

Hvor og hvornår

Hvor: Budolfis Langbord ved Budolfi Plads

Hvornår: Lørdag den 20. september klokken 11-14

Festivalens fulde program opdateres løbende og kan ses på Aalborg Kommunes hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste