Nibe har fået en spilforening: Første åbningsdag var velbesøgt
Brætspil, kortspil, figurspil. Ja, sågar rollespil. Rammerne er vide i den nystiftede Nibe Spilforening. Lørdag slog foreningen for første gang dørene op til lokalerne i Huset i Grønnegade. Det foregik med stor opbakning, og dagen igennem lagde mange vejen forbi.
Foreningen har til formål at samle spilentusiaster på tværs af interesser.
- Vi er en lille gruppe af spilinteresserede her i byen, der har taget initiativet, fortæller formand Daniel Vestergaard.
- I stedet for, at vi skal til eksempelvis Aalborg for at deltage i fællesskaber har vi undersøgt interessen for at skabe en forening her i Nibe. Det lader der til at være opbakning omkring. Rigtig mange interesserer sig for brætspil, men også figurspillene har stor opmærksomhed. Vi har ikke lagt os fast på specifikke fællesnævnere for foreningen. Det vil vi lade være op til medlemmerne. Og så må vi se, hvordan det udvikler sig, tilføjer Daniel Vestergaard.
Han bakkes op af næstformand, Lasse Jensen.
- I første omgang handler det om at få folk til at få øje på mulighederne. Vi har bare skabt rammerne for et fællesskab. Hyggen og interessen er i fokus, og vi er rigtig glade for, at vi har fået mulighed for at etablere os her i bygningen. Eksempelvis fylder figurspil jo en del. Her er der god plads, fastslår næstformanden.
Lørdagens åbning blev markeret med forskellige spilaktiviteter. Blandt andet blev der dystet i Warhammer og Malifaux samt forskellige kortspil.
Foreningen kalder til samling den 3. lørdag i hver måned.
- Også her skal vi lige se tiden an. Er der basis for flere samlinger, så tager vi den derfra, siger Daniel Vestergaard.
Nibe Spilforening er tilgængelig for alle over 16 år.