Når børn og voksne kan, vil seniorerne også: Ny mærkedag ser dagens lys til august
Dyrskuepladsen i Skalborg i det sydvestlige Aalborg danner ramme om både DHL Stafetten og Skolestafetten i slut-august.
Men foruden de to store arrangementer, der trækker tusindvis af børn, unge og voksne til bydelen, vil også seniorfolket i området være med på legen.
Derfor har Aalborg Atletik & Motion, som også står bag de to førnævnte stafetter, valgt at lave Seniorernes Dag - i fællesskab med Aalborg Seniorsport.
Det skriver de to foreninger i en fælles pressemeddelelse.
Det er næstformand i Aalborg Seniorsport, Poul Søe Jeppesen, der er kommet på idéen.
- Jeg har i lang tid spekuleret på hvordan vi kunne arrangere en begivenhed, der samlede medlemmerne på tværs af idrætslige og kulturelle aktiviteter. Det skal være en rigtig hyggelig dag med mange og meget forskellige aktiviteter - og selvfølgelig god musik, mad og drikkevarer, siger han og tilføjer:
- Samtidig skal det være et event, hvor også andre interesserede seniorer kan møde op og snuse til det sociale samvær i Aalborg SeniorSport.
På Seniorernes Dag vil man kunne tilmelde sig både en trave-, løbe- og cykeltur, ligesom der vil være drop in-aktiviteter - blandt andet boccia, whist, skak, crossdance og meget andet.
For at deltage til Seniorernes Dag kræver det et billetkøb, men med i prisen er en sandwivch fra Fandanko - og dertil vil man kunne nyde en sodavand eller øl fra Fur Bryghus.
Seniorernes Dag afvikles onsdag 27. august kl. 10-14.
Mere information om begivenheden kan tilgås via hjemmesiden her.