Kæmpe legender iblandt: Her er de første navne på Vi Elsker-plakaten
Vi Elsker-koncerten, som i de sidste mange år har været afviklet på Dyrskuepladsen i Skalborg, rykker mod midtbyen.
Således bliver 2025-udgaven af det stjernespækkede show holdt i Kildeparken. Det kom frem tidligere på ugen.
Og nu er arrangørerne bag Vi Elsker så klar med de første store navne på plakaten - og der er nogle kæmpe navne iblandt.
Blandt andet melder Mel C fra Spice Girls sin ankomst. Det er endda den eneste optræden, hun leverer i Danmark i 2025 - så det bliver helt eksklusivt, når hun besøger Vi Elsker rundt i landet.
Derudover kommer også Vengaboys, Barcode Brothers og DJ Alligator på scenen til det 13 timer lange show.
Vi Elsker løber af stablen i Aalborg lørdag 30. august.
Billetter til showet er allerede i salg, oplyser Vi Elsker-arrangørerne.