Et mekka for kreative sjæle
Vinterferien blev skudt i gang med et inspirationsboost til fritidslivet.
I weekenden dannede Gigantium ramme om Nordjyllands største kreative mødested i skikkelse af den såkaldte Krea-messe.
Små 120 udstillere fra hele Danmark præsenterede et bredt spektrum af kunsthåndværk, materialer og værktøjer.
Både erfarne kunstnere og nysgerrige nybegyndere fandt inspiration og opdagede nye teknikker.
Messen bød desuden på diverse workshops. Her kunne der stiftes bekendtskaberr med kreative discipliner og spændende nyheder. Ligeledes blev der fristet med gratis og sjove aktiviteter for de yngste.
- Det har været en god og velbesøgt messe, siger medarrangør Heidi Borg. - Vi har nu været i Giganntium de seneste to år og det lader til at være et godt valg. - Folk kommer langvejs fra. Sidste år havde vi cirka 6000 gæster hen over weekenden. Vi forventer et lignende besøgstal denne gang, tilføjer Heidi Borg.
Selskabet bag Krea-messerne er på banen med yderligere 10 arrangementer i danske byer dette forår. Den 20. marts rundes der af med Krea-messe hos FunArt i Blokhus.