Alt lykkedes ved idrætsugen i Gudumholm
- Jeg mindes ikke, at vi har fået så mange rosende ord fra vores gæster. Men det har også været en meget vellykket uge. Nok en af de bedste til dato. Sådan lyder det fra Peer Kristensen, formand for Gudumholm IF.
Han ser tilbage på den netop overståede idrætsuge, der trods titlen faktisk har varet i ni dage.
- Alt er gået op i en højere enhed. Idrætsugerne er altid ganske vellykkede, men i år har været helt speciel. Jeg er både rørt og stolt over det vi har præsteret i fællesskab, siger Peer Kristensen.
Masser af aktiviteter
Han hæfter sig blandt andet ved, at idrætsugen denne gang omfattede det hidtil største og mest omfattende program.
- Vi har afviklet en stor Spar Nord Cup for ungdomshold. Derudover har der været turneringer for både dame- og herreseniorer samt oldboys og veteranhold. I alt er der spillet omkring 100 fodboldkampe på stadion, forklarer Peer Kristensen.
Idrætsugen var desuden spækket med masser af andre indslag. Blandt andet stod den på livemusik i teltet 7 ud af 9 aftener. Der har været gymnastikopvisning, fællesspisninger, familieskattejagt, skovhuggershow, gadekamp og meget andet. Formålet har været at skabe noget for alle aldersgrupper.
- Jeg kan med glæde konstatere, at det er lykkedes at gennemføre alle planlagte indslag. Hele ugen har der også været rigtig mange gæster på stadion. Det er jo nok så vigtigt, fastslår Peer Kristensen.
Rekord
Idrætsugen i Gudumholm omsætter for cirka 450.000 kr. Overskuddet går til idrætsforeningen, der også i år kan se frem til en god økonomisk indsprøjtning. Hvor meget er endnu ikke opgjort, men Peer Kristensen konstaterer, at omsætningen slår rekord med 10 procent.
Blandt andet takket været salget af cirka 5000 øl, 1600 sodavand og omkring 1300 burgere. Lørdag cyklede, løb og gik en række motionister cirka 31.000 kr. hjem til foreningen via et sponsorløb.
- I det hele taget er der mange, der skal have et skulderklap, understreger Peer Kristensen.
- Vi har ugen igennem fået hjælp af 150 frivillige. Uden deres indsats er der ingen idrætsuge. Det samme gælder vores gæster. Vi er dybt taknemmelige for, at de har lyst til at medvirke her midt i sommerferien. Sådan er det hvert år og vi har selvfølgelig også en idrætsuge på programmet i 2026, lyder det fra en tilfreds formand.
Gudumholm IF har afviklet idrætsuger siden midten af 1950’erne. Kun afbrudt nogle år i 60’erne samt i 2020 og 2021 grundet corona. Den seneste udgave var nr. 61. i rækken.