Billede beskrivelse

Direkte fra Aalborg til Madeira

Nyt på Bravo Tours program fra februar

19. juni 2018 kl. 08.00

AALBORG: Danmarks tredje største rejsearrangør, Bravo Tours, giver nu nordjyderne mulighed for at flyve direkte til Madeira, når de til februar sætter det på programmet - direkte fra Aalborg Lufthavn.

- Vi har i flere år fløjet fra Billund til Madeira, men nu synes vi, at det er nordjydernes tur, siger adm. direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, om det nye rejsemål fra den nordjyske lufthavn.

Fra februar kan nordjyderne nemlig gå direkte om bord i Aalborg Lufthavn og flyve til den portugisiske ø, Madeira.

- Madeira er et spændende rejsemål. Naturen er ganske imponerende, og så er hotellerne af virkelig høj standard. Man får meget for pengene på Madeira - og oplevelser, man aldrig glemmer, når man tager rundt på øen, siger han.

Bravo Tours har samtidig sørget for, at der også er afrejse fra Aalborg 2. maj, hvor blomsterfestivalen begynder på øen.

- Det er en helt særlig tid på øen, hvor de bl.a. bygger Håbets Mur i blomster og går en farverig og smuk parade. En helt unik og særlig oplevelse, som man nu kan flyve direkte til fra Aalborg Lufthavn, siger direktøren.

Han udelukker samtidig ikke, at sæsonen kan forlænges, eller der kan komme andre spændende rejsemål på programmet fra Aalborg Lufthavn.

- Vi er altid på udkig efter nye rejsemål fra Aalborg Lufthavn, siger han.

Bravo Tours indsætter i første omgang 12 afgange direkte fra Aalborg Lufthavn til Madeira fra februar-maj 2019.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste