The Spice Girls Show kommer til Aalborg
Det er de færreste, der ikke kender det ikoniske verdenshit Wannabe, og nu får du muligheden for at skråle med på selv samme, for The Spice Girls Show gæster Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag den 23. marts.
Det skriver AKKC i en pressemeddelelse.
Det er 30 år siden, at Spice Girls blev dannet, og derfor er WANNABE – The Spice Girls Show skabt som en hyldest til pigegruppen, musikken, fællesskabet, tøjet, festen og den store indflydelse, de har haft på en hel generation.
Publikum bliver taget med på en rejse sammen med Ginger, Sporty, Baby, Posh og Scary til et brag af et musikalsk hyldestshow.
– Det er et fantastisk drømmehold, vi har castet, og jeg er simpelthen så glad. Det er fem meget forskellige kvinder, hvilket jo passer helt perfekt til Spice Girls-universet, og så har de en kæmpe kærlighed til musikken, siger manden bag showet, Lasse Winkler.
I rollerne er Tara Toya som Ginger Spice, Jasmine Gordon som Scary Spice, Miriam Winkler Hansen som Sporty Spice, Line Weien Hoffmann som Baby Spice og Rikke Lillevang som Posh Spice.
Der er allerede solgt 600 billetter til showet, og du kan købe din billet i AKKC’s billetkontor eller online. Billetprisen er 340 kr. inklusiv gebyr.