Skærmtid: I aften skal et nyt hold kendte dyste på dansegulvet
Sommeren er endegyldigt forbi trods et par lune efterårsdage, men det betyder altså ikke at hyggen stopper her. Tværtimod er det jo min pligt på ‘Skærmtid’ at føre dig sikkert igennem streamingverdenen, så du får det optimale ud af dét.
Denne uge bliver virkelig hyggelig. Du skal først og fremmest kridte danseskoene, og så kigger vi også nærmere på film med Oscar-potentiale og en fremtidig juleklassiker.
Vild med dans 2024 (Kan ses på TV2 og TV2 Play)
Har du fået øvet dine salsatrin? Klar til at springe ud i en jive? Og ved du overhovedet hvilken taktart en vals går i?! Frygt ej.
Om du har styr på dine dansetrin eller ej, så skal du nok blive klogere de næste par uger, hvor en ny sæson af “Vild med dans” løber over skærmen. Endda den 21. af slagsen!
I år kan du glæde dig til et nyt hold danseglade kendte danskere.
Faste dansere som “Vild med dans”-royalties Thomas Evers Poulsen og Mads Vad vender selvfølgelig tilbage, når de skal parres med bl.a. “Årgang 0”-kendissen Rachel Ellebye, tv-vært Rasmus Staghøj og bakkesangerinden Dot Wessman.
Derudover kan du se frem til en ny, aalborgensisk backstage-vært i form af influencer Frederik Trudslev.
His Three Daughters (Kan ses på Netflix)
Når efteråret går i gang betyder det også, at streamingtjenesterne begynder at udgive stærke titler. Film, som kan gøre sig forhåbninger om at vinde Oscar-statuetter og imponere med godt håndværk, store følelser og i bund og grund bare være en god film.
Et muligt bud på en stærk titel, der kunne blive aktuel, når guldstatuetterne skal uddeles næste år, er Netflix’ komediedrama “His Three Daughters”.
I filmen mødes tre fremmedgjorte søstre for at sige farvel til deres syge far, og bruge de sidste dage sammen med ham. Katie har svært ved at slippe kontrollen i sit liv, mens Christina er en noget mere fri mor. Og så er der familiens sorte får, Rachel, der lider under flere afhængigheder og ingen fremtidsplaner.
Filmen forener de fremragende skuespillere Carrie Coon, Elizabeth Olsen og Natasha Lyonne, hvor der kommer mange følelser i spil, når det gælder familielivets komplekser.
The Holdovers (26. september på SkyShowtime)
Er du en af dem, som bare ikke kan vente til julepynten kommer frem i butikkerne? Så er du og jeg vidt forskellige. At sætte “Last Christmas” på før december burde jo betragtes som en forbrydelse, men sådan er vi forskellige i forhold til, hvornår julen bør imødekommes.
Men hey, vi kan stadigvæk være venner! Du kan dog godt overtale mig til at smide en julefilm på i september og tyvstarte højtiden.
Filmen, du kan tage forskud på julehyggen med, hedder “The Holdovers” og bør øjeblikkeligt blive en ny, moderne juleklassiker. I 1970 bliver en pessimistisk højskolelærer og en rebelsk elev tvunget til at holde jul sammen, da de ikke kan komme hjem fra skolen.
Det giver en virkelig sorthumoristisk fortælling om forskellen mellem generationer, vigtigheden af venner og familie, og at sætte pris på hvad man har. Du ved, lidt ligesom julen!