Billede beskrivelse

Skærmtid: “Dahmer”-skaberne vender tilbage med ny serie om hårrejsende mordsag

14. september 2024 kl. 15.01

True crime-fortællinger ligner ikke ligefrem, de er ved at miste deres popularitet, og der er jo desværre også nok at tage sig af, når det gælder drabelige mordsager fra det virkelige liv.

Og det er da også enormt medrivende, når disse fortællinger dykker ned i menneskesindets mørkeste og mest dystre afkroge, hvor seriemordere, alverdens kriminelle og psykopater skabes og udfolder sig.

Netflix har efterhånden gjort det til deres varemærke at ugentlig udgive true crime-fortællinger, hvad end det er dokumentarserier, fiktion baseret på virkeligheden eller andet.

Denne uge er ikke anderledes. Nu får du nemlig historien om en notorisk drabssag, der rystede USA og som involverer to brødre og deres forældre.

Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez - Sæson 1

Har du ikke hørt den makabre historie om Lyle og Erik Menendez? Så gør Netflix dig nu klogere på dén. Serien følger de to brødre og den mordsag, som de endte med at være hovedmistænkte i.

I 1989 myrdes deres forældre på grusom vis i deres hjem i Beverly Hills - og alle beviser tyder på, at det var Lyle og Erik selv, der stod bag. En sag, der fik stor medieomtale og gjorde brødrene til berømtheder under retssagen.

Billede beskrivelse

“Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez” er skabt af seriekongen Ryan Murphy, der har begået seriehits på stribe. Du har stensikkert hørt om “American Horror Story”, “Nip/Tuck”, “Glee”, “The Watcher”, “Pose” eller nogen af de mange andre populære serier, Murphy står bag.

“Dahmer”, der omhandlede seriemorderen Jeffrey Dahmer, blev også en kæmpe succes, og nu er anden sæson i antologiserien altså historien om Lyle og Erik Menendez.

Serien dykker ned i de hændelser der førte til mordene, hvor vi lærer en ekstremt dysfunktionel familie at kende trods en pæn facade i det lækre Beverly Hills-hjem.

Påstande om misbrug og økonomiske problemer er nogle af de ting, der definerer mordsagen og den tilhørende retssag som serien dykker ned i.

“Monstre: Historien om Lyle og Erik Menendez” kan streames den 19. september på Netflix.

Silence of the Lambs (1991)

Nu, vi er ved drabelige mordsager og seriemordere, hvorfor så ikke bruge weekenden på en af de absolut bedste film nogensinde?

Hvis du ikke har set “Silence of the Lambs”, der fik den danske titel “Ondskabens øjne”, så er der ikke længere nogen undskyldning. For sjældent, hvis nogensinde, har jagten på en seriemorder været så intens og medrivende.

Billede beskrivelse

FBI-agenten Clarice Starling må bede om hjælp fra kannibalen Hannibal, som er den eneste, der kan hjælpe hende med at fange seriemorderen Buffalo Bill, der er på fri fod og slår uskyldige kvinder ihjel.

Clarice og Hannibal udgør et ikonisk umage makkerpar, når Hannibal the Cannibal forsøger at komme helt ind i sindet på den godhjertede Clarice. Jagten på den psykotiske Buffalo Bill er neglebidende spændende på den måde, man kun kunne lave thrillers i 1990’erne.

“Silence of the Lambs” kan streames på Viaplay eller lejes på Blockbuster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste