Billede beskrivelse

Røde Kors åbner for akutpulje: Nu kan du søge Vinterhjælp

21. februar 2024 kl. 07.00

Det er fortsat svært for mange børnefamilier i Danmark at få råd til hverdagen grundet høj inflation og stigende fødevarepriser.

Det skriver Røde Kors en pressemeddelelse til Ritzau.

Derfor uddeler Røde Kors nu ’Vinterhjælp’ i form af et engangsbeløb på 1.000 kroner til de familier, som oplever, at de er særligt pressede på pengepungen.

- Vi har alle kunnet mærke de stigende priser på el og mad det seneste år, men for udsatte familier har prisstigningerne gjort livet rigtig svært, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors i Danmark.

Behovet er stort

Ifølge en undersøgelse fra oktober 2023 udarbejdet af Røde Kors viste det sig, at udsatte børnefamilier i Danmark havde sparet på medicin, mad og tøj til deres børn, fordi der ikke var råd. Og mange af familierne pegede på prisstigninger på dagligvarer, el og varme som årsagen.

Billede beskrivelse

- Det er svært at forestille sig, hvordan det føles som forælder at skulle fravælge medicin til sit syge barn eller vinterstøvler og vinterfrakke til sine børn, mens sneen ligger uden for vinduet. Det gør man kun, hvis man ikke har andet valg, siger Anders Ladekarl, der håber på at vinterhjælpen kan gøre, at der bliver råd til i hvert fald nogle af tingene.

Mere fra undersøgelsen

Af de adspurgte familier havde:

  • 16 procent undladt at købe lægeordineret medicin til deres barn.
  • 24 procent undladt at give deres børn nødvendige måltider.
  • 66 procent undladt at give deres børn nødvendigt tøj eller fodtøj.

Søg akutpuljen allerede i dag

Udsatte børnefamilier kan søge om den økonomiske støtte fra tirsdag den 20. februar på Røde Kors’ hjemmeside.

Og bliver man godkendt, vil man modtage en bankoverførsel på 1.000 kroner til NemKonto inden for en uges tid.

Mere om puljen

I ansøgningsskemaet skal man blandt andet oplyse, om man har minimum ét hjemmeboende barn under 18 år og desuden oplyse husstandens indkomstgrundlag. Begge kriterier er afgørende for, hvorvidt man kan blive godkendt til at modtage vinterhjælpen eller ej.

Puljen er åben, indtil alle midler er uddelt.

Midlerne til vinterhjælp kommer blandt andet fra Socialstyrelsen og 15. juni Fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste