Billede beskrivelse

Nye navne klar til Nibe - du kan blandt andre opleve TV-2

Rækken af artister er etablerede og populære - og så har de masser af Nibe-ånd, lyder det fra festivalen

21. februar 2023 kl. 14.02
Opdateret kl. 14.47

AALBORG: Mange holder vinterferie, og om ganske få dage går vi ind i foråret. Det betyder ikke alene, at den endelige release af programmet til Nibe Festival 2023 er på trapperne. Årets festival, som jo afvikles i dagene 28. juni til 1. juli, kommer også nærmere og nærmere.

I rækken af offentliggørelser er der i denne omgang sat fokus på en række etablerede, populære artister, der altid leverer – og så har de masser af Nibe-ånd. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse, hvor du også kan læse følgende om artisterne:

TV-2

Altid en træffer, altid elsket. Sådan har det været med TV-2 gennem en håndfuld årtier, og sådan er det stadig. Også i Nibe.

Hit på hit leveret af rutinen med legendariske Steffen Brandt på toppen. Det bliver ren fællessang og Be Babalula for Tidens Kvinder og Rigtige Mænd, når TV-2 ruller deres Fantastiske Toyota ind i Skalskoven fredag 30. juni kl. 16.30.

Nicklas Sahl

Populære Nicklas Sahl er også klar til Nibe 2023. Den sympatiske hitmager er ønsket af gæsterne i Nibe. Og det er ikke uden grund. Hits som New Eyes, Planets og If I Killed Your Night har hentet et tocifret antal millioner Spotify-afspilninger. Et klart bevis på, at Sahl ikke bare tilhører fremtiden, Sahl er også nutiden.

Stine Bramsen

Alphabeat-frontfræseren udgav i 2015 soloalbummet Fiftyseven og fulgte for kort tid siden op med 2'eren Blonde & Blank.

Stine Bramsen har netop været på en tour rundt i landet – og ligesom med albummet har det affødt kongeanmeldelser. Den lille, af statur, men alligevel meget store sangerinde hører nu ubetinget til i den gode ende af den danske, musikalske superliga. Bramsen åbner Stor Scene lørdag 1. juli.

Rasmus Walter

Den tidligere frontmand i Grand Avenue kickstartede mere eller mindre solokarrieren med monsterhittet Endeløst – smukt og meget iørefaldende.

Når Rasmus Walter flirter med det engelske, som jo var det gængse i Grand Avenue-tiden, så er den der også. Heart of Stone er et godt eksempel på det.

Walter rammer altid de danske radiostationer med masser af airplay – f.eks. lige nu med Nyt Lys. Nu rammer han så også atter Nibe.

AKADEMIET

Et helt unikt og sublimt allstar-hold er under navnet AKADEMIET klar til at indtage sommerlandet med en uhørt gang voluminøs hitmaskine.

Allstar holdet er: Alex Nyborg Madsen, Rie Rasmussen, Knud Møller, Ester Brohus, Ivan Pedersen, Nikolaj Christensen og ikke mindst – det yngste skud på stammen, helt unikke og talentfulde Rikke Thomsen.

AKADEMIETs medlemmer bliver på Nibe bakket op af en flok musikere, der er hevet ned fra øverste hylde på den danske americana-, roots- og countryscene.

Du kan se hele programmet - og finde yderligere info - på Nibe Festivals hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste