I en tid, hvor opmærksomheden let flakker, kan det store lærred, den høje volumen og det omsluttende mørke i en biografsal gøre dine filmoplevelser til noget helt særligt. Et tiltrængt afbræk fra hverdagens trummerum. Dig-tid.
Og hvis du godt kunne bruge lidt af den slags, så er der gode nyheder, for nu kan du se udvalgte premierefilm i Biffen Nordkraft til kun 65 kroner.
Allerede på mandag kan du se filmen 'Drive-Away Dolls' i Biffens nye filmklub, Cinemates. Foto: Wilson Webb / Focus Features
Biffens nye filmklub
Biffen Nordkraft lancerer ny filmklub, Cinemates, hvor du en mandag aften om måneden kan se en udvalgt premierefilm efterfulgt af en gratis mocktail på balkonen.
Med den nye filmklub ønsker Biffen også at få fat i de yngre filminteresserede aalborgensere, og derfor får du billetten for 65 kroner, hvis du er 35 år eller derunder.
Men alle, uanset alder, er velkomne i filmklubben, og det kræver intet medlemskab.
Biffens nye filmklub, Cinemates, kræver intet medlemskab. Filmklubben foregår en mandag aften om måneden. Foto: Biffen Nordkraft
Første visning er på mandag
Du skal ikke vente længe på den første visning, for allerede på mandag er Biffen klar med komediefilmen 'Drive-Away Dolls’.
Og til marts byder filmklubben på det Oscar-nominerede romantiske drama ’Past Lives’.
Mere om filmene
Drive-Away Dolls
I 'Drive-Away Dolls' møder vi Jamie, der efter sine kærestesorger overtaler veninden Marian til at tage med på et roadtrip til Tallahassee. Humøret er højt lige indtil, de møder en gruppe håbløse kriminelle, og må indse, at de står overfor langt større problemer end kærestesorger og at finde vej.
På rollelisten ses blandt andet Margaret Qualley, Geraldine Viswanathan, Matt Damon og Pedro Pascal.
Filmen 'Drive-Away Dolls' vises i Biffen Cinemates mandag den 26. februar kl. 18.20, og du kan købe billet HER.
Past Lives
I filmen møder vi barndomsvennerne Nora og Hae Sung. De bliver splittet fra hinanden, da Noras familie emigrerede fra Sydkorea til Canada, og to årtier senere bliver de genforenet i New York. Med genforeningen bliver Nora og Hae Sung også konfronteret med skæbnen, kærlighed og de valg, der skaber et liv.
'Past Lives' er en smuk, underspillet og rørende kærlighedshistorie, der fik stående bifald fra publikum til verdenspremieren på årets Sundance Film Festival. Filmen er også nomineret til to Oscars, blandt andet for Bedste Film. Så der er lagt op til en stor filmoplevelse.
Filmen 'Past Lives' vises i Biffen Cinemates mandag den 25. marts kl. 18:20, og du kan købe billet HER.