Magic Mike i levende live: Chippendales skruer op for varmen
Ja, du hørte rigtigt. Et vaskeægte stripshow lige midt i Aalborg. Nærmere bestemt Royal Stage på Skråen i Nordkraft. Det er selvfølgelig de populære Chippendales, der kommer forbi den 26. september.
Chippendales er endelig tilbage med deres første europæiske turné siden coronapandemien.
- Publikum skal forberede sig på et sexet og storslået show med nye numre, musik, koreografi og akrobatik, i hvad der uden tvivl bliver et af de mest provokerende og efterspurgte liveshows i 2024, skriver Skråen på deres hjemmeside.
I over 40 år har Chippendales lavet shows for mænd og kvinder, der ønsker en anderledes aften i byen med vennerne. De sidste 21 år har Chippendales haft fast plads hos Rio Hotel & Casino i Las Vegas.
Showet er spækket til med lys og lyd - og selvfølgelig en masse mænd på scenen, der er klar til at give publikum et show, de sent glemmer.
Så hvis du er én af dem, der sad og savlede over Channing Tatum i Magic Mike-filmene, så er det klart Chippendales-showet, du skal ind forbi på Royal Stage, Skråen i Aalborg den 26. september, hvor dørene åbner klokken 19.