Nu kan du komme helt tæt på 35 skeletter fra middelalderens Aalborg
Det vakte stor opmærksomhed, da arkæologer fra Nordjyske Museer i november fandt 35 skeletter i forbindelse med etableringen af affaldsmolokker i Niels Ebbesens Gade tæt ved Vor Frue Kirke i Aalborg midtby.
Nu kan du komme helt tæt på de mennesker, som blev fundet.
Tirsdag 20. og onsdag 21. februar bliver nogle af skeletterne nemlig undersøgt nærmere af arkæolog og osteolog Susanne Østergård, der var med til at udgrave skeletterne.
Det sker på Vikingemuseet Lindholm Høje – begge dage i tidsrummet 10-15
Her kan publikum følge med i, hvordan skeletterne undersøges og analyseres med hensyn til blandt andet køn, alder og højde. Derudover kan man blive klogere på, hvad skeletterne fortæller os om sundhed og fysiske skavanker. Det kan allerede nu afsløres, at langt fra alle havde et let liv.
Udgrav dit eget mini-kranium
Skeletterne blev fundet ved Vor Frue Kirke, der stammer fra første halvdel af 1100-tallet. Den fungerede hele middelalderen som sogne- og klosterkirke til et nonnekloster.
De fundne skeletter stammer fra 1500-1700-tallet og fortæller en hel del om livet, da Aalborg var præget af store købmænd som fx Jens Bang.
I forbindelse med undersøgelsen af skeletterne fra Vor Frue Kirkegård, er der også et lille skeletværksted for de 6-10-årige. Her kan de mindste prøve kræfter som arkæolog og udgrave sit eget mini-kranium. De kan også være kreative og lave sine egne skeletsprællemand og kraniemasker.
Endelige kan de også gå på skeletjagt i udstillingen og vinde en fin lille præmie.