Folkefest i Aalborg: Stor international konference kommer tilbage
Du er inviteret til folkefest i Kildeparken, når Aalborg er værtsby for den 10. europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund: Aalborg 2024 - Vores byer. Vores Ansvar.
Det fortæller Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Til oktober samles politikere og embedsfolk fra hele Europa i Aalborg til en europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund.
Konferencen finder sted fra den 1. til den 3. oktober.
Under konferencen samt den efterfølgende weekend er borgerne budt ind til folkefest, når en masse arrangementer i Kildeparken og rundt omkring i Aalborg løber af stablen.
Blandt andet kan du komme til åbent hus-arrangementer hos Aalborg Forsyning, Nordværk eller Verdensmålscentret.
Eller du kan tage til Fredagsloungen og Familiedagen den 4. og 5. oktober.
Historisk er Aalborg kendt for at gå forrest i EU. Allerede i 1994, da rækken af konferencer blev skudt i gang, udviklede Aalborg Kommune "Aalborg Charteret", som senere blev fulgt op af "Aalborg Commitments" i 2004, skriver Aalborg Kommune.
I dag har næsten 3.000 byer og kommuner fra Europa underskrevet Aalborg Charteret, mens omkring 700 har underskrevet Aalborg Commitments. I begge dokumenter skriver byerne under på, at de vil arbejde for en mere bæredygtig fremtid.
Under dette års konference vil de deltagende kommuner underskrive "Aalborg Conditions".
Dokumentet stiller krav til nationale regeringer og EU's institutioner om at indgå i et reelt og seriøst samarbejde med kommunerne og skabe de rammebetingelser, der er brug for, for at accelerere den grønne omstilling.
Så tag til folkefest midt i Aalborg, når den store konference med politikere fra Europa kommer forbi byen fra den 1. til den 3. oktober.