Efter stor succes: Pryd og Butik Gejst inviterer til plantemarked
Hvis vi siger planter, kaffe og gårdspladshygge, hvad siger du så?
Nu kan du igen komme til plantemarked hos livsstilsbutikken Pryd. Og ligesom sidste år stiller Sofie Ellegaard fra Butik Gejst an med Mini-gejsten.
Kommer for planterne – bliver for hyggen
Sidste år kom flere end 200 besøgende, hvilket var overraskende for Pryd-indehaver Lone Andersen. Hun fortæller:
- For os ville det have været en succes, hvis der kom 30. Og det lyder helt amerikansk, men så snart jeg satte skiltet ud til vejen, holdt folk i kø og ventede på, at vi åbnede.
Lone mener, at de besøgende kommer for det lidt anderledes planteudvalg, hun tilbyder. Og så bliver de for hyggen.
- Sidste år blæste det og var koldt, men solen skinnede. Så vi placerede en masse havemøbler mellem alle planterne, fortæller hun og fortsætter:
- Det gjorde, at folk blev hængende og fik varm kaffe, mens børnene legede på gårdspladsen. Det var mega hyggeligt.
Det kan du få til plantemarkedet
Til plantemarkedet på gårdspladsen i Nibe kan du finde forskellige planter til haven og terrassen.
Der er mulighed for at slå sig ned i en havestol mellem alle planterne med en kop baristakaffe fra Mini-gejsten, eller gøre sig et køb fra Butik Gejst i den renoverede retro-campingvogn.
Derudover bliver det i år mere plante-nørdet end sidst. Det er nemlig noget af det, Lone har taget med fra sidste år.
- Folk vil gerne have specielle planter, der godt må koste lidt, forklarer hun.
Du vil derfor kunne finde planter til priser fra 25-4000 kroner. Men Lone kan endnu ikke sige med garanti, hvilke specifikke planter, der vil være.
- Mit håb er, at det bliver primula i nogle fede afarter og forskellige løgvækster, siger hun og afslutter med et smil:
- Så har jeg vist ikke sagt for meget.