Aalborg Karneval er klar med næste års tema
Selvom der er lang tid til, så er det alligevel vigtigt at tænke over næste års kostume til Aalborg Karneval.
Heldigvis har Aalborg Karneval i dag offentliggjort temaet for 2025: "Mit sande jeg"
- Årets tema giver vores deltagere mulighed for at slippe deres indre løs og udfolde dem selv. I mødet med deres sande jeg finder vores deltagere muligheden for at være kreative.
- Gennem kostumer og masker kan de udforske forskellige aspekter af deres personlighed, omfavne det usædvanlige og finde glæden ved at være sig selv - uden begrænsninger, fortæller Jeanett Kaare fra Aalborg Karneval.
Så nu kan du allerede begynde at tænke over, hvordan du allerbedst kan udfolde dit sande jeg til Aalborg Karneval 2025.
- Vi lever i en verden, hvor idealer for krop, livsstil og uddannelse konstant ændrer sig. Derfor er det vigtigt at huske, at det ikke handler om at være for tyk, for tynd, for stresset, for grim eller for smuk.
- Dagens ungdom står over for enorme pres fra samfundet, sociale medier og deres omgivelser, hvilket kan gøre det svært at finde sin egen identitet og dermed sit sande jeg. Oftest overskygger jagten på perfektion de mere essentielle værdier, som selvtillid og selvaccept, uddyber Jeanett Kaare.