Aalborg kan ikke få nok af Jonas Mogensen: - Han har slået alle vores rekorder
Jonas Mogensen er nordjyde på enhver tænkelig måde. Han kommer fra Birkelse nord for Aalborg, og hans komik og form minder på mange måder om en ung udgave af en anden velkendt nordjyde - nemlig Niels Hausgaard.
Og det kan vi åbenbart rigtig godt lide i Aalborg, for nu kan Skråen afsløre at Jonas Mogensen har slået alle publikumsrekorder.
Hans allerførste one-man-show "Trummerum" havde Danmarkspremiere d. 15. september 2023 i Skråens Royal Stage i Nordkraft i Aalborg, og siden da har han udsolgt ikke mindre en 10 shows samme sted.
Dermed har han slået alle rekorder i Skråens 45 år lange levetid både for flest shows nogensinde og flest solgte billetter nogensinde.
Og der kommer mere! Nu starter forsalget til Jonas Mogensens 11. show i Royal Stage d. 28. april nemlig. Billetterne kan allerede nu findes på Skråens hjemmeside.
En helt gennemsnitlig familiefar
Selv siger Jonas om det populære show:
"Trummerum" er en sammensætning af små fortælleringer fra mit og mine nærmestes hverdag. Ikke fordi der sker alle mulige vilde ting i mit liv. Tværtimod, så er jeg på mange måder en helt gennemsnitlig, dansk familiefar, forklarer han og uddyber:
- Det bliver mere en lille fejring af de små og nære ting, som tilsammen udgør hverdagens trummerum. Og vi lever jo i en tid, hvor vi er blevet meget bevidste om, at de små ting kan have indflydelse på de store. Jeg tror i hvert fald, det ville klæde mig at ændre et par vaner - selvom jeg ikke rigtig gider.
Jonas Mogensen vandt i 2015 talentprisen ved Zulu Comedy Galla og har siden da vist sit store talent både på livescenen og på TV.
Derudover har han gjort sig som tekstforfatter på diverse underholdningsprogrammer, indtil han og makkeren, Kasper Gross, fik hul igennem med deres egen tv-serie, Minkavlerne, der har vist sig at være en regulær seermagnet for TV2.
Sidst men ikke mindst, så udmærkede han sig i efteråret 2021 ved at vinde 5. sæson af TV2’s store underholdningssucces, Stormester.