Billede beskrivelse

AaB inviterer til fredagsfest på stadion

10. september 2024 kl. 20.01
Opdateret kl. 20.14

Fredag den 13. september kan du komme til fredagsfest på Aalborg Portland Park, hvor den vigtige fredagskamp mellem AaB og Lyngby Boldklub bliver spillet.

I samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund og Aalborg Kommune holder AaB ligeledes Veteran Match samme dag, og derfor er alle danske veteraner inviteret ind til at se kampen ganske gratis.

Veteranerne skal hyldes

De danske veteraner bliver derudover hyldet på stadion med specialdesignede spillertrøjer, flag, stadionspeak og klapsalver.

Trøjerne, der er designet til denne dag, bliver båret af spillerne i startopstillingen, og de kampbrugte trøjer vil derefter komme på auktion. Pengene fra auktionen vil gå til trygge idrætsfællesskaber for veteraner med fysiske og psykiske mén.

Gratis for studerende

Samme dag afholdes også Students' Grandstand Party fra klokken 15.30, hvor Faxe Kondi og Aalborg Portland inviterer studerende på videregående uddannelser i Nordjylland gratis til kampen.

Students’ Grandstand Party begynder i 3F Fanzonen klokken 15.30 og frem mod klokken 17.30 vil der være meet’n’greet med nordjyske virksomheder, som de studerende kan møde i en afslappet kontekst. Dermed kan de studerende komme i snak med virksomhederne angående studiejobs eller praktikmuligheder.

Fra klokken 15.30 til 16.00 vil der blive udleveret en voucher til de studerende med en gratis øl eller sodavand, der kan bruges i en særlig bod ved 3F Fanzonen. Der vil ligeledes være DJ til at sætte stemningen samt andre aktiviteter.

Yderligere informationer angående fredagskampen den 13. september findes på AaB's hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste