Det kører ikke på skinner for veterantoget
Limfjordsbanen venter nu på at få en driftstilladelse af Trafikstyrelsen
AALBORG: Det kører absolut ikke på skinner for Limfjordsbanen i Aalborg lige for tiden.
Det hæderkronede veterantog, som i mange herrens år har glædet både store og små, holder særdeles ufrivilligt helt stille på banegårdsarealet i Aalborg.
Og ingen tør i dag spå om, hvornår der igen kommer damp på kedlerne.
Så publikum og kommende passagerer må desværre affinde sig med, at det ikke står skrevet i hverken sol, måne eller stjerner, hvornår hjulene atter kommer til at rulle på skinnerne.
Formanden for bestyrelsen i Limfjordsbanen, Glenn F. Olsen, Råsted ved Randers, siger til aalborg:nu, at man er i en positiv dialog med Trafikstyrelsen om at få den nødvendige driftstilladelse.
- Og først når vi sidder med en godkendt driftstilladelse i hænderne, så er vi igen klar til at rulle ud fra remisen.
En rigtig træls situation
Ifølge formanden har damplokomotivet nu holdt parkeret i ca. halvandet år, og det er en rigtig træls situation - for nu at sige det på godt nordjysk.
Glenn F. Olsen:
- Formalia skal selvfølgelig være i orden, og vi må gribe i egen barm og erkende, at vores evne til dokumentation ikke har været fyldestgørende i forhold til de stillede krav.
- Uden at gå ind i tekniske spidsfindigheder så kan jeg sige så meget, at vi selv skal formulere sikkerhedsstyringen, og at den skal godkendes af Trafikstyrelsen.
I den forbindelse skal det nævnes, at Limfjordsbanen fik inddraget sin driftstilladelse den 15. juni 2016.
Bestyrelsesformanden oplyser, at han regner med at høre fra Trafikstyrelsen om en uges tid.
- Belært af erfaringer så vil jeg simpelthen ikke sætte dato på, hvornår vi igen er på skinner.
- Jeg har dog et lønligt håb om en eksakt dato, men den holder jeg for mig selv, understreger Glenn F. Olsen.
Pengekassen lider
Limfjordsbanens økonomi har i sagens natur også lidt under, at der ikke kommer penge i kassen fra billetsalg.
- Vi har et årligt driftsbudget på ca. en kvart million kroner, og vores primære indtægtskilde er salg af billetter.
- Så det haster naturligvis også med at få driftstilladelsen i hus, så vi atter kan få nogle indtægter til veterantoget, tilføjer formanden.
Limfjordsbanen råder i dag over ét driftsklar damplokomotiv og fem vogne.
Desuden arbejder man i øjeblikket med at få klargjort yderligere ét damplokomotiv foruden en enkelt vogn.