Campingferie hitter i år og sætter rekord i Aalborg
Det helt fantastisk gode danske sommervejr trækker campinggæster til byen fra stort set alle egne af kloden
AALBORG: Det er sol. Det er sommer. Det er campingferie...
Det frie, naturlige og simple liv som campist slår formentlig alle hidtidige rekorder i år, hvor campingferie kort og godt hitter som aldrig nogensinde før i lille, varme og solrige Danmark.
Landets campingpladser minder om de rene myretuer med et sandt mylder hvad angår leben, snak, hyggestunder og aktiviteter af både den ene og den anden slags.
Der bliver nemlig råhygget i mega store mængder, og det danske begreb "hygge" har fundet vej og indpas hos alle uanset nationalitet, køn og alder.
Der er ikke blot sol over Gudhjem, som man i øvrigt siger i folkemunde om et godt stykke mad på klippeøen - solen skinner såmænd også over og på de flere hundrede campister, der har slået sig ned på Aalborgs største campingplads.
Aalborg Familie Camping - Strandparken på Skydebanevej 20 i vestbyen har således kronede dage her i sommeren 2018, og gæsterne kommer i en lind strøm til campingpladsen som sjældent set før.
Frihed til at agere
Den 34-årige Peter Sziedat hyggede sig over en gang sen, god og hjemmelavet morgenmad sammen med Silke Meyer (30).
Det tyske kærestepar, der kommer fra byen Mannheim syd for Frankfurt i Tyskland, havde slået sig ned i græsset med bord og stole uden for deres kassebil, som de har ombygget og indrettet som autocamper.
Parret siger til aalborg:nu, at det er første gang, at de er på visit i Aalborg.
- Vi kommer hellere end gerne hertil en anden god gang, for vi er ovenud tilfredse med det, som vi har set og oplevet både på campingpladsen og inde i Aalborg.
Tyskerne tager kun en enkelt overnatning i Aalborg, før turen går videre til Skagen.
Ferieopholdet i Danmark strækker sig sammenlagt over én uge, og de har taget køreturen op langs den jyske vestkyst for så efterfølgende at tage hele østkysten på turen tilbage til Tyskland.
- Vi elsker campinglivet, for det giver os frihed til at agere alt efter omstændighederne, anfører de samstemmende.
Fra kloster til camping
Den 75-årige Linnea Ryhl havde også rykket teltpælene op derhjemme på privaten for så at slå dem ned i den knastørre plæne på campingpladsen.
Den kvindelige campist er fastligger på campingpladsen på Skydebanevej med både opbevaringstelt, fortelt og campingvogn.
Linnea Ryhl fortæller med et smil på læben, at det kun tager hende sølle syv minutter at køre på cykel fra sit hjem i Aalborg Kloster og ud til campingpladsen.
- Jeg har haft min campingvogn stående her på pladsen i 10 år, og jeg er ganske enkelt bidt af det frie liv på en campingplads, siger hun og tilføjer, at hun også sætter enorm stor pris på det sociale samvær og fællesskab med de øvrige campister.
Den tidligere stewardesse lever livet som campist fra 1. maj til 15. september.
Nordmand i Danmark
- Det er skønt at være nordmand i Danmark.
Sådan lød den muntre - og måske også lidt dybsindige - melding fra de to norske vennepar, der hyggede sig i det gode vejr.
Man tager absolut ikke munden for fuld, når man siger, at nordmændene har indtaget Aalborg Familie Camping.
Ægteparret Susan (52) og Hans Borg (56), fra Karmøy i Norge, havde kvalitetstid foran campingvognen sammen med et andet norsk ægtepar Lindy (66) og Steinar Haram (69), der kommer fra Haugesund.
Susan og Hans skal videre til Dana Cup i Hjørring med deres monster store og lækre autocamper til halvanden million kroner, hvor de skal se deres nevø spille fodbold, og Lindy og Steinar var ved at pakke sammen for at drage videre til Hou.
Borg-familien bliver i Danmark i én uges tid og har forinden holdt flere ugers ferie i bl.a. Prag i Tjekkiet og i Kroatien.
Parret har i de sidste otte år holdt ferie på campingpladsen i Aalborg minimum to gange om året.
- Hvorfor, fristes man til at spørge?
- Vi er helt vilde med den her campingplads, og så sætter vi enorm stor pris på den danske mad og de mange rare mennesker, lyder det helt ærlige svar fra Susan og Hans Borg.
Globetrotter-fest
Lindy og Steinar har "kun" været på campingpladsen i Aalborg to gange, og de er i denne sommer på en fem ugers rundrejse med besøg i både Norge, Danmark og Sverige.
To af ugerne tilbringes i Danmark.
De to ægtepar har kendt hinanden i en halv snes år, og de fortæller, at de nu ser frem til den fælles og store "globetrotter"- og vennefest, som de traditionen tro holder i slutningen af august med 60 andre rejselystne nordmænd.
Festen holdes i byen Skånevik mellem Bergen og Stavanger, og her mødes de norske "globetrottere" og underholder hinanden med sommerferiens gøremål og mange spændende udlandsrejser.
Fuldt hus hver dag
Bitten Christiansen kendes af campinggæsterne som både Mutti og camping-motter i én og samme person, og hun er sammen med sin mand Bent Christiansen forpagtere af campingpladsen.
De kan i øvrigt fejre 25 års forpagter-jubilæum i år.
Bitten Christiansen:
- Det er en helt exceptionel god sæson for os i år, og vi har stort set hver eneste dag en belægning på 100 procent.
- Og det har vi haft i flere måneder nu, og hovedforklaringen er uden tvivl det helt fantastisk gode sommervejr, der jo nærmest slår alle rekorder, siger hun og tilføjer, at de har plads til et sted mellem 200 og 250 gæster på den tre-stjernede campingplads.
Hun siger videre, at man i indeværende sæson har gæster fra bl.a. Australien, Kina, USA, Østrig, Schweitz, Tyskland og Sverige.
De fleste af gæsterne er dog danskere, og på 2. pladsen kommer nordmændene.