Billede beskrivelse

Buskrig i ny fase: Rejs Aalborg-Aarhus for 25 kr.

Nyt selskab vil gøre det både nemt og billigt for dig at rejse kollektivt

25. september 2018 kl. 15.41

AALBORG: Tag bussen til Aarhus. For 25 kr. Og få gratis kaffe og wi-fi oveni.

Det tilbud kommer fra Colour Tours, som på fredag åbner en ny busrute mellem Aalborg og Aarhus.

- Vi går ind på markedet med omkring 50 afgange om ugen, så må vi se, når der er gået nogle uger, om vi skal justere op eller ned, siger presse- og salgsleder Thomas Jensen.

Busserne kommer til at køre fra spor 11 på rutebilstationen og direkte til Musikhuset i Aarhus.

- Der er ingen stop undervejs, for vi er ikke en rutebus, understreger Thomas Jensen.

I det hele taget er det nye busnetværk, som vil køre under navnet Pendulfart.dk, lidt af en nyskabelse.

Der er en del restriktioner på det danske marked for buskørsel. De selskaber, der i dag kører mellem de større byer på såkaldte fjernruter, må ikke åbne på kortere distancer som f.eks. Aalborg-Aarhus. En fjernrute skal nemlig gå gennem tre regioner.

- Men alle kan køre turistture, og det er sådan set det, vi har sat i system, forklarer han.

Thomas Jensen betegner Pendulfart.dk som en art Momondo for busture.

Selskabet har en række vognmænd tilknyttet, og når de kører ture med selskaber til Aalborg eller Aarhus køber Pendulfart.dk sig ind på bussens resterende pladser.

Det betyder, at passagererne i bussen vil være en blandet skare.

- Det vil være, som det også er, i et tog. Der kan være 14 strikkedamer på tur, et ægtepar og en stor flok studerende, siger han.

For at skabe opmærksomhed på det nye selskab - og koncept - lægger Pendulfart.dk ud med at sælge de første 1000 rejser til 25 kr. Siden vil priserne begynde ved 80 kr. inkl. siddeplads, kaffe og wi-fi.

Allerede 6. oktober åbner Pendulfart.dk endnu en rute. Denne gang mellem Aarhus og Vejle. I løbet af nogle måneder forventer selskabet at udvide, så der kommer op mod 30 byer på rutekortet.

Colour Tours, der står bag Pendulfart.dk, hed tidligere Rødbillet og var en del af den verserende kamp om det danske busmarked. Rødbillet er senere opkøbt af Flixbus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste