BR åbner med nyt koncept i Aalborg

Når legetøjskæden indvier ny butik i Gavlhuset i Algade, bliver det med aktivitetsområder og mulighed for at prøvekøre legetøjet

04. oktober 2017 kl. 18.58

Børn og barnlige sjæle får nye muligheder for at udforske legetøjets verden, når BR rykker ind i Gavlhuset i Algade i slutningen af oktober.

Den hidtidige butik overfor Gavlhuset lukkede i den forgangne weekend, og de kommende uger kommer til at gå med flytning og indretning.

- I den nye butik bliver der god plads til børnene, i forskellige aktivitetsområder får de mulighed for at sidde og tegne eller prøve det nye legetøj, siger Steen Thomsen, der er salgschef i Top-Toy, koncernen bag BR.

Den nye legetøjsbutik bliver på 800 kvadratmeter fordelt på to etager.

- Det giver os helt nye muligheder for at skabe et univers med mere luft i butikken og også bedre mulighed for at gå og kigge på legetøjet, siger Steen Thomsen.

- Tanken bag er et nyt koncept på børnenes præmisser, vi er i gang med at rulle det ud i de større byer.

Den endelige åbningsdag er endnu ikke på plads. Det er det til gengæld, at BR i Bispensgade også flytter ind i Gavlhuset, det sker omkring nytår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste