Bladt og BIG bygger kunsthal i Norge
Bladt Industries har vundet totalentreprise på avanceret kunsthal ved Oslo
AALBORG: Bladt Industries har vundet totalentreprisen på en teknisk avanceret kunsthal ved Kistefos-Museet, der ud over at være en arkitektonisk perle forbinder syd- og nordsiden af Randselva-floden i Jevnaker uden for Oslo. Kunsthallen udgør samtidig en udvidelse af skulpturparken og Kistefos-Museet, der anses som et af de væsentligste bidrag til den norske og skandinaviske industrihistorie. BIG-Bjarke Ingels Group har tegnet den nye kunsthal, som Bladt Industries opfører. Byggeriet skal stå færdigt 1. juli 2019.
Stålkonstruktionen, der udgør skelettet i værket, dækker et 60 meter langt frit spænd over Randselva-floden, der dermed bliver forbundet på nord- og sydsiden. Hele den teknisk avancerede konstruktion vejer intet mindre end 380 tons, og under kunsthallen bygger Bladt Industries derudover en arbejdsplatform, der i sig selv består af 250 tons stål. Broen i skulpturparken omkring Kistefos-Museet er tegnet af BIG og udgør en rektangulær lukket form, der er vredet 90 grader i sit spænd over floden. Vriddet giver kunsthallen landfæste i det lave skovområde mod syd på den ene side og et løft over på nordsiden, hvor terrænet er højere og mere kuperet. Byggeriet er på 1.000 kvadratmeter og vil rumme tre udstillingslokaler: et panoramagalleri med store vinduesflader, som giver et godt og naturligt lys; Twist-galleriet i bygningens vrid samt det såkaldte Closed-gallery.
Som bygherre er Kistefos-Museet meget tilfreds med samarbejdet med Bladt Industries.
- Entreprenøren har den kompetence, som er nødvendig for at kunne løse de teknisk krævende konstruktioner samtidig med, at de udviser en stor evne og vilje til at tilfredsstille de særdeles høje arkitektoniske krav i projektet, siger Egil Eide, adm. direktør i Kistefos-Museet.
- Da vi besøgte Kistefos første gang, blev vi øjeblikkeligt fascinerede af det dramatiske landskab med den bugtende flod, den tætte skov og de stejle bjergskråninger. Kistefos-Museet er udtænkt som en bro i skulpturparken og er et eksempel på det, vi kalder social infrastruktur - en bygning, der både fungerer som en kulturel institution, en skulptur og et stykke infrastruktur, der skaber en forbindelse mellem de to flodbredder i parken, siger Bjarke Ingels, BIG, om byggeriet over den norske elv.
Bladt Industries har vundet totalentreprisen og er dermed også rådgiver gennem hele forløbet.
- Vi har stor erfaring med teknisk avancerede bro- og infrastrukturprojekter, og selve stålkonstruktionen i kunsthallen er da også meget vanskelig at udføre på grund af det twist, som kunsthallen har på sin vej over elven. Sammen med det frie spænd på 60 meter gør det opgaven til en stor udfordring, som vi dog allerede er langt med at løse, siger Kim Bringsjord, Senior Vice President i Bladt Industries.