Billede beskrivelse

Bizar konkurrence om bil i et år

Løjerne skydes i gang i Bilka i Skalborg 24. august

19. juli 2018 kl. 07.35

AALBORG: Det lyder simpelt at holde sin ene hånd på en bil. Det er det sikkert også de første 30 minutter. Men når benene sover og armene begynder at snurre, kommer udholdenheden på prøve. Bilka udlodder i samarbejde med CULT en Renault Captur i et år til den, der holder ud længst.

Ingen ved på forhånd, hvornår konkurrencen slutter. Der kan gå 24, 36 eller 48 timer. Eller der kan gå længere tid, hvis deltagerne er ekstremt udholdende. Hvis håndfladen løftes fra bilen, lyder en høj alarmtone, og deltageren udgår af konkurrencen. Mad og drikke serveres og indtages ved bilen - og med én hånd.

Undervejs bliver deltagerne også mødt med masser af sjove udfordringer, som skal klares med en hånd på bilen. Det kan være at stå på ét ben, at holde en CULT ud i strakt arm længst muligt eller at være hurtigst til at bunde en CULT. Alt sammen ting, der umiddelbart ikke lyder svært, men som vil vise sig at være det, når kræfterne er ved at slippe op.

Nicki Stougaard, event-ansvarlig i Bilka, fortæller om eventet:

- Vi glæder os rigtig meget til at finde vinderne i de fem Bilka’er, hvor vi i alt holder konkurrencen. Det bliver supergod underholdning både for deltagerne og tilskuerne. Måske kommer vi til at holde os vågne hele natten, men det har vi også taget højde for i vores beredskab under eventen. En ting er sikkert, deltagerne får ikke nattesøvn, medmindre de er i stand til at sove stående.

- Hos CULT er vi begejstrede for alt, hvad der handler om energi. Derfor er det fedt med netop denne type events, som ene og alene handler om god energi og udholdenhed. Vi er spændte på, hvor meget energi deltagerne ligger inde med, men gør naturligvis vores til, at man i alle 5 byer kan holde sig kørende i mange timer, lyder det fra CULTs indehaver Brian Sørensen, som satser på solid opbakning, når det går løs.

Konkurrencen skydes i gang den 24. august klokken 16 i forområdet i Bilka Skalborg. Men inden da skal der udvælges 20 deltagere. Tilmeldingen åbner på bilka.dk/cultcar 4. august klokken 9. Alle kan melde sig og skrive deres begrundelse for, hvorfor de tror, de kan vinde bilen. Bilka udvælger de 20 deltagere på baggrund af begrundelserne. Ved tilmeldingen skal man også acceptere en ansvarsfraskrivelse, idet eventuelle helbredsproblemer under konkurrencen er deltagernes eget ansvar.

Under konkurrencen vil der også blive lavet konkurrencer for gæsterne i varehuset, ligesom kunderne også er velkomne til at heppe på deltagerne. De kan dog ikke komme i fysisk kontakt med deltagerne. Der vil også blive uddelt smagsprøver på CULT ved eventen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste