Arbejder målrettet på at skabe nyt liv på solsiden

9400 Nørresundby skal udvikles med et blomstrende handels- og kulturliv

28. juni 2018 kl. 08.06

NØRRESUNDBY: En ny identitet for 9400 Nørresundby.

Denne målsætning er selvsagt ganske stor og ret så ambitiøs, men ikke desto mindre er den absolut inden for rækkevidde, hvis man har de visionære briller på og er villig til at arbejde ihærdigt og målrettet for sagen og revitaliseringen.

City Nord Erhverv har visionen, og nu gælder det så om at få udarbejdet og konkretiseret en ny strategi og handlingsplan - og ikke mindst at få den ført ud i livet.

Lidt populært og forenklet sagt kunne man sige, at 9400 Nørresundby ikke blot vil stå på perronen og se toget køre forbi, men derimod vil man selv være med på lokomotivet og samtidig spille en aktiv rolle.

- Så hop med på toget og vær med til at skabe nyt liv på solsiden, lyder udmeldingen.

Nørresundby skal nemlig udvikles som en attraktiv by og bydel med et blomstrende og innovativt handels- og kulturliv.

Vildt spændende opgave

Bestyrelsen i City Nord Erhverv har med dette mål for øje netop ansat direktør Arne B. Schade som freelance udviklingskonsulent, og han har således til opgave at realisere de ambitiøse planer.

- Jeg synes, at det er en helt vildt spændende opgave at gå i gang med, og jeg føler mig også overbevist om, at det nok skal lykkes, siger Arne B. Schade til aalborg:nu.

Han har i samarbejde med bestyrelsen i City Nord Erhverv udarbejdet en liste med fokus emner, og det drejer sig bl.a. om en aktiv og innovativ indsats for en helhedsplan for 9400 byudvikling, at styrke markedsføringsprofilen og at styrke mulighederne for øget omsætning i butikkerne.

Arne B. Schade:

- Jeg vil gerne understrege, at det her ikke er et krampagtigt forsøg på at opruste i forhold til f.eks. handelslivet syd for fjorden, men derimod er det ret så afgørende og vigtigt, at vi selv får defineret vores fremtidige rolle og dermed får taget hul på en ny identitetsopbygning.

- Jeg tror ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at Nørresundby nok er kommet lidt i klemme på det udviklingsmæssige og strukturelle område, siger Arne B. Schade og pointerer, at opgaven netop går ud på at få tingene styret i den rigtige retning.

En gave til udviklingen

Han peger i den forbindelse på, at 9400 Nørresundby kan glæde sig rigtig meget over udviklingen i hele Stigsborg-området.

- Stigsborggrunden er jo nærmest at betragte som en gave til den udvikling, som vi ønsker for 9400 Nørresundby og som kan være med til at gøre bydelen helt unik.

- På sigt forøges antallet af beboere i området med ikke færre end 7000 mennesker, og det bliver en særdeles attraktiv bydel med boliger og forretnings- og kulturliv af forskellig slags, siger han og tilføjer, at der i det lys kunne være basis for at indsætte en gratis shuttlebus, der skulle køre mellem centrum i Nørresundby og Stigsborg Brygge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste