Alle vil møde Wassmo på Ordkraft
Derfor skal der sælges specielle billetter til mødet med den norske forfatter
AALBORG: Interessen for at møde den kendte norske forfatter Herbjørg Wassmo på Ordkraft Festival i Aalborg er så stor, at arrangørerne har besluttet at sælge specielle billetter til mødet med hende.
- Normalt er der adgang til alle arrangementer for alle, der har købt enten en dagsbillet eller en billet, der gælder alle de tre dage, Ordkraft varer, siger festivalens projektleder Ove Hesselbjerg.
- Men da adgangen med armbånd sker efter "først til mølle-princippet", så frygter vi, at mange vil komme til at gå forgæves til samtalen med Herbjørg Wassmo, så vi har besluttet at sælge billetter specielt til dette arrangement, så vi kan styre deltagelsen og meddele, når der ikke er plads til flere, tilføjer projektlederen.
Det betyder, at man - for at være sikker på at få én af de cirka 800 pladser på Royal Stage til Wassmo-mødet - skal købe en billet til 50 kroner. Det kan interesserede gøre ved at benytte sig af Ordkrafts forsalg, men man kan også købe en billet på selve dagen.
Ove Hesselbjerg understreger, at man selvfølgelig kan nøjes med at købe en billet kun til mødet med Wassmo. Køber man derimod en billet og et armbånd, så får man lejlighed til også at deltage i nogle af de mange andre forfattersamtaler og andre begivenheder, der er på Kulturcenter Nordkraft i Aalborg i dagene 5.-7.april, hvor Ordkraft Festival afvikles.
Arrangementet med Herbjørg Wassmo finder sted fredag 4. april. Den norske forfatter har et meget stort publikum overalt i Skandinavien, ikke mindst takket være Dina-trilogien.
Wassmo fik Nordisk Råds litteraturpris i 1987 for romamen "Hudløs Himmel", og hun har derudover modtaget adskillige priser og udmærkelser for sit store forfatterskab.