Seneste nyt
Billede beskrivelse

Suveræn Gug-sæson kulminerer med oprykning

06. juni 2026 kl. 17.02

GUG: For Gug i Jyllandsserien 2.3 har sæsonen udviklet sig til en stærk og stabil rejse mod oprykning.

Derfor sætter Seriesport Spotlight på assistenttræner Simon Brix Frederiksen, der efter 3-1 sejren over Nibe kunne fejre, at oprykningen nu er en realitet.

Gug sikrede oprykningen med en 3-1 sejr over Nibe, men præstationen var ifølge træneren langt fra holdets bedste.

- Præstationen var blandt de ringeste i år. Nibe er et hold, der – trods en storsejr i det omvendte opgør – evner at skabe problemer for os, fortæller Simon Brix Frederiksen.

Nibe fik sat pres på Gug centralt, hvor især Gabi og anfører Gus gav gæsterne udfordringer.

- Både Gabi og anfører Gus havde godt fat i os centralt. Og generelt var vi ikke særlig rolige i vores boldomgang og havde ikke den ønskede bevægelighed uden bold, siger han.

Alligevel holdt Gug fast – ikke mindst på grund af defensiv styrke og en stærk målmand.

- Til gengæld arbejdede hele holdet. Og så har vi rækkens bedste målmand. Især i første halvleg redder han os, konstaterer han.

I anden halvleg fik Gug mere kontrol, selvom Nibe fik reduceret.

- I anden halvleg, selvom Nibe scorer, er vi i kontrol defensivt og op til de afgørende mål holder vi længere og længere faser med tryk på Nibe. Men helt godt, det var det ikke, siger Frederiksen.

Oprykningen blev efterfølgende fejret på hjemmebane i 9210, hvor både spillere, trænere og klubbens folk kunne fejre sammen.

- Heldigvis blev oprykningen sikret på hjemmebanen i 9210… vi var glade for at fejre det med Matchday-sjakket og vores trofaste tilskuere. Det betyder alverden at dele det med dem, fortæller han.

Fejringen fortsatte både i klubben og i byen.

- Vi fik nogle øl i klubben, inden vi sendte de største amøber på London Pub… Siden mødtes de fleste af os inde i byen, hvor Balle selvantændte dansegulvet, siger han.

Sæsonen som helhed efterlader ingen tvivl i hans vurdering.

- Suveræn. Driftsikker. Harmonisk, siger han.

Samtidig fremhæver han bredden og stabiliteten i truppen som afgørende.

- Vi har ikke været lige sprudlende i alle kampe, men vi har hver eneste gang gjort en indsats. Vi har haft en suveræn ro og evne til at hvile i det vi kan, fortæller han.

Han peger også på flere individuelle bidrag gennem sæsonen.

- Bæk har aldrig været bedre i målet. Oli gør konstant dem omkring sig bedre, Klit har scoret lige så meget som han har taget kilo på, og selv Gram har lavet assist – og jeg kunne blive ved, siger han.

Med tre kampe tilbage er fokus stadig intakt.

- Vi vil ikke tabe. Dels er der forpligtelsen overfor de andre, men det er også en mulighed for at bygge på, slutter Simon Brix Frederiksen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste