Billede beskrivelse

Særligt armbånd skal skabe tryghed til Grøn Koncert

17. juli 2025 kl. 19.00

Når musikken spiller, og tusindvis af mennesker samles til en udsolgt Grøn Koncert i Aalborg på søndag, kan en særlig gruppe koncertgæster se frem til ekstra tryghed.

I samarbejde med Alm. Brand uddeler Diabetesforeningen nemlig synlige og oplysende armbånd til gæster med diabetes, så de i tilfælde af en nødsituation hurtigt kan få den hjælp, de har brug for.

Og det er der en god grund til.

– Personen er nok bare fuld

– Personen er nok bare fuld, tænker nogen måske, hvis de ser en person vakle omtåget rundt. Men for mennesker med diabetes kan det være et faresignal på et insulinchok – og det kan være livstruende, hvis personen ikke får hurtig og korrekt hjælp.

Netop derfor uddeles de lyseblå armbånd, som tydeligt viser, at bæreren har diabetes – og giver klare instruktioner til dem, der måtte komme personen til undsætning.

På armbåndet står:

– JEG HAR DIABETES. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og RING 112. TAK.

Gratis armbånd på festivalpladsen

Det lyseblå diabetesarmbånd kan hentes gratis hos samaritterne på festivalpladsen.

Armbåndet fungerer som en livsvigtig oplysning i en nødsituation og gør det lettere for både medgæster og samaritter at reagere hurtigt og korrekt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste