Så omfattende er skaderne efter weekendens hærværk i lokal fodboldklub
Han beskrev det som en "følelse af afmagt".
Anders Christensen er forretningsfører i fodboldforeningen Aalborg KFUM, og lørdag formiddag vågnede han op til et særdeles skrækkeligt syn på klubbens fodboldbaner.
Fodboldbanerne var pløjet op, og markeringerne fra bilspor var tydelige i græsplænen.
"Det er svært at forestille sig, at man kan være så primitiv at pløje en fodboldbane op, hvor hundredevis af børn og unge mennesker dyrker deres sport, men det har desværre været tilfældet i nat," lød det fra Aalborg KFUM som reaktion på weekendens hærværk.
Klubben har siden fundet ud af, at hærværket blev gennemført mellem kl. 0:01 og 0:05 og igen mellem kl. 1:56 og 2:19 natten til lørdag.
Omfattende skader
Ligeher.nu Aalborg fik mandag fat i Anders Christensen for at få en status på skaderne.
- Det har været en pænt stor bil, der har kørt hen over banerne i tidsrummene. Men ellers er vi ikke så meget klogere end det, forklarer han og tilføjer, at følelsen af afmagt og ligegyldighed stadig sidder i ham.
Mandag eftermiddag var Aalborg Kommune, som ejer fodboldbanerne, så ude for at besigtige skaderne. Det er dem, der i sidste ende skal genoprette banerne efter hærværket.
Og herfra var dommen relativt dyster.
- Skaderne er desværre så store, at kommunen ikke vurderer, at vi kan bruge banen i foråret. Dog har man et håb om, at vi kan bruge den til vores Forårs Cup i pinsen. Skaderne løber op i omkring 50.000 kroner, er kommunens vurdering, fortæller Anders Christensen.
Der er endnu ikke noget nyt om, hvem den eller de potentielle gerningsmænd er.
Men Anders Christensen tager stadig imod tips eller oplysninger, der kan føre dem på sporet af vedkommende.
Det kan ske på anders@aalborgkfumfodbold.dk eller 29684325.