Billede beskrivelse

Poter, nus og nærvær: Hunden Ilse spreder glæde på plejehjem

23. januar 2026 kl. 14.02

AALBORG: Flagene er fundet frem, og godbidderne står klar på bordet i fællesrummet, da Aalborg LigeHer.nu torsdag eftermiddag besøger plejehjemmet Birkebo.

For i dag er der nemlig helt særligt besøg. Hunden Ilse kigger forbi – til stor glæde for beboerne.

Det er tydeligt at mærke, at Ilse bringer noget helt særligt med sig.

En dag på job

Den seksårige corgi Ilse er en del af TrygFondens besøgshunde.

Hver 14. dag spreder hun smil, nærvær og glæde blandt Birkebos beboere, når hun besøger plejehjemmet sammen med sin ejer, Pia Riishøj.

Billede beskrivelse

– Ilse er dygtig, sød og mild, og hun er rigtig god til bare at være hund og gøre det, som sådan en er bedst til, fortæller Pia.

Og netop dét er Ilses vigtigste opgave: at være hund. Hendes opgave består nemlig af at snuse rundt mellem beboerne, tage imod knus, klap og godbidder og lade sig forkæle.

Gør en forskel sammen

Hjemmets beboere kender efterhånden Ilse godt. Hun har nemlig været besøgshund på stedet de seneste fire år, og for mange er hendes besøg blevet et fast og kærkomment indslag i hverdagen.

For Pia betyder det meget at kunne dele glæden ved sin hund med andre.

Billede beskrivelse

– Jeg kan godt lide at dele ud af min hund, fordi jeg ved, at hun kan sprede en masse glæde, og fordi jeg ved, at der sidder en masse beboere og venter spændt på, at Ilse kommer.

Ilse er en del af TrygFondens besøgshundeordning, som er en landsdækkende ordning, hvor frivillige hundeejere sammen med deres hunde besøger sårbare og ældre på besøgssteder over hele Danmark.

Skal din hund være besøgsven?

For at blive en del af besøgshundekorpset skal hunden være mindst to år gammel og gennemgå en optagelsesprøve, der inkluderer sundhedstjek og adfærdsprøver.

– Derefter er der en slutevaluering, hvor hundeføreren også har en samtale med en af TrygFondens medarbejdere, så man bliver godkendt som et team.

Hvis du kunne tænke dig, at din hund bliver en del af besøgskorpset, afholder TrygFonden optagelsesprøve den 3. februar i Brønderslev. Du kan læse mere på fondens hjemmeside.

Se også
Mød Xonia – Storvordes nye læsehjælper
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste