Billede beskrivelse

Populær bar fejrer et-års jubilæum: - Vi håber på at blive væltet

19. februar 2025 kl. 14.00
Opdateret 20. februar 2025 kl. 12.13

Den 26. april sidste år kunne Aalborgs første ginbar, Sylvius, slå dørene op og præsentere aalborgenserne for gin i alle afskygninger.

Nu er der snart gået et år, men hvordan har baren klaret sig?

Hvis man spørger indehaveren, Oliver Bruun, har det første år været helt fantastisk.

- Vi havde ikke troet, at det skulle gå så godt, og jeg havde ikke regnet med at se så mange mennesker. Det har virkelig været fedt, at folk har støttet op om vores koncept, siger Oliver Bruun. 

Sylvius udmærker sig ved stort set udelukkende at servere gin, og som den første ginbar i Aalborg, har konceptet været nyt for de fleste. 

- Vi har kun gin og to forskellige øl, så du kan ikke komme herind og bestille en rom og cola. Vi har valgt at være tro mod vores koncept for at skille os ud, og det har folk taget godt imod, siger Oliver Bruun.

Billede beskrivelse

Det første år har budt på mange højdepunkter, men der er særligt en episode der skiller sig ud, når Oliver Bruun tænker tilbage.

- Sommerfesten var fuldstændig vanvittig. Der var fyldt i hele gaden, og vi løb tør for alt i baren, men på en eller anden måde klarede vi os igennem. Det er en dag, vi vil kunne huske længe, siger Oliver Bruun og smiler.

Et år fyldt med læring 

Foruden gode oplevelser har det første år også givet en masse gode erfaringer, som allerede nu har mundet ud i flere justeringer. Heriblandt et større fokus på akustikken i baren og planlægningen af flere arrangementer, som har vist sig at være meget populære.

- I fremtiden kan vores gæster se frem til flere arrangementer, og foreløbig har vi planlagt en produktlancering af den nye Hendricks-variant. Derudover overvejer vi også at afholde en gin-masterclass, hvor vores gæster lærer at sammensætte den perfekte drink, siger Oliver Bruun.  

Billede beskrivelse

Den store tilstrømning af gæster igennem året har for Oliver Bruun været beviset på, at de har været inde på noget af det rigtige, og troen på deres koncept har aldrig vaklet. 

Derfor har han også store forventninger til det kommende år, hvor han glæder sig til at kunne præsentere gæsterne for nye initiativer og arrangementer. 

Sylvius afholder deres jubilæum den sidste lørdag i april måned, og planlægningen er allerede gået i gang. Hvad arrangementet vil komme til at byde på, kan Oliver Bruun ikke løfte sløret for endnu, men han håber på, at det vil vælte ind med mennesker. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste